Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

På Suhrs anmodning fulgte Tscherning ham en dag til os for at forny vort Emserbekendtskab. Da dette var besørget, kom Suhr af og til og aflagde os besøg, og kort efter kom han og fru Suhr i en stadselig visit i en af deres elegante vogne og indbød os til middag. Vi modtog indbydelsen, og fra nu af var vi omgangsvenner. [De senere års flytningskvaler havde gjort, at den tanke alt i flere år havde spøgt i min hjerne, hvor herligt det ville være, om man kunne bygge sig et hus, om end aldrig så lille, hvor man ikke 56 behøvede at frygte for at siges op. Jeg havde ofte talt med Tscherning om denne min fantasi, og jeg havde hertil forelsket mig i en af de pladser på Gammelholm, der vender ud mod vandet. Tscherning mente, at det ikke var så umuligt at realisere denne plan. »Her er folk nok,« sagde han, »som med glæde ville sætte deres penge i et sådant hus for Dem, og De kunne da afbetale dem med, hvad De nu giver årligt i husleje, som jo slet ikke er så lidt; Suhr f.eks.,« sagde han, »ville, det er jeg vis på, med stor glæde hjælpe Dem til planens udførelse; for ham var det jo en stor bagatel, og han kan jo lige så godt sætte sine penge heri som i så meget andet.« Jeg forstod mig på at omgås med penge til dagligt brug, men større tosse end jeg i alt, hvad slige pengeaffærer angik, fandtes vel næppe, så det virkeligt ikke faldt mig andet ind, end at hele denne sag var ganske simpel både for Suhr og for mig, og i min iver begik jeg nu, i al frimodighed og naivitet en skammelig gerning. Jeg kendte Heiberg og vidste, at alt sligt nyt, som medførte nogen ulejlighed, ville han straks afvise, medens han glædede sig over det, når alt var fikst og færdigt. Hvor ville han ikke blive glad, tænkte jeg, når dette hus er færdigt, hvori jeg havde tænkt på så mange bekvemmeligheder og behageligheder for ham og for hans moder. Spørger jeg ham, om jeg må gøre noget skridt i denne sag, siger han straks nej, men er den ordnet, bliver han glad. Således tænkte jeg og gik derfor en dag op til fru Suhr og meddelte hende min plan. »Tal med Suhr selv herom,« sagde hun; »jeg skal hente ham ind til Dem,« hvorpå hun et øjeblik forlod værelset, men kom straks tilbage. Lidt efter trådte den høje, magre mand med det stramme hvide halstørklæde og den noget kolde, strenge mine ind. En følelse sagde mig i dette øjeblik, at jeg nok havde været noget for hurtig i at iværksætte denne gang, og jeg ønskede, at jeg atter var vel ude ad døren; thi det kneb for mig at komme frem med mit andragende. Jeg forklarede ham nu mit ønske og måden hvorpå jeg mente at kunne afbetale den sum, som huset ville komme til at koste. Da jeg havde udtalt, svarede han: »Denne plan lader sig vel iværksætte, og det skal være mig en glæde at bidrage mit dertil; alt kommer nu an på, om det er muligt at få en af de grunde, som De ønsker.« Efter nogen konversation om andre genstande gik jeg, forsåvidt glad og let om hjertet, bort. Jeg havde ved min hjemkomst ikke straks mod til at fortælle

        

57 Heiberg min dristige gang; forunderligt nok var det slet ikke faldet mig ind, at han egentligt kunne blive vred herover, før jeg sad lige overfor Suhr og fremsatte mit ønske. Da jeg om aftenen sad ene i sofaen med Heiberg i vor sædvanlige nattesamtale, rykkede jeg frem med min formiddagsbedrift. Men, ak I guder, hvor blev han vred! Han sagde, at han aldrig havde troet, at jeg kunne gøre et så taktløst skridt. En dadel af den natur kunne jeg mindst tåle, og jeg udgød mange tårer for min overilede gang. Dagen efter kom Tscherning til mig og sagde: »Ved De, hvor jeg har været i dag? Suhr og jeg har gået og set efter en grund til Deres hus, men jeg er bange for, at en sådan, som De ønsker, ved vandet og med en plet jord til have, ikke vil kunne erholdes.« »Ak,« sagde jeg, »tal ikke mere herom; thi Heiberg er meget vred over, hvad jeg har gjort, og selv om en grund fandtes, kan der intet blive af.« Det lignede ganske Suhrs hurtighed i forretningssager straks at gøre skridt for at opfylde, hvad han havde lovet. Suhr aflagde os nu et besøg i selskab med Tscherning for at tale videre om planen, og jeg måtte nu finde mig i, at Heiberg undskyldte min uoverlagte plan og det skridt, jeg havde gjort i denne sag uden hans vidende. At dette skete med den finhed, som var uadskillelig fra Heibergs væsen, behøver jeg ikke at tilføje, især ikke for dem, der personligt har kendt ham. Og hermed var min fantasi om at eje hus og have skrinlagt.]