Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Ofte sagde en og anden til mig: »Kan De få ham til at tale, denne tavse, strenge mand?«* Jeg forstod ikke ret dette spørgsmål, thi så ofte han aflagde os besøg, var samtalen med ham altid faldet mig let. Han havde stærke politiske interesser, kendte mange mennesker og mange forhold; teatret besøgte han, som det lod, med stor glæde; her var altså stof nok til samtale, og det faldt mig aldrig ind, at jeg ikke lige overfor ham som for enhver anden skulle kunne gøre brug af den åbne, frimodige tone, som man har sagt mig, at jeg besad i en noget usædvanlig grad. Og hvad ham angik, talte han ofte med mig om sine interesser med stor åbenhed og hjertelighed, ja betroede mig ofte, hvad han måske ikke har betroet nogen foruden mig. Han viste mig således, at han havde den fuldkomneste tillid til min tavshed og diskretion. Den ene fortrolighed førte den anden med sig, så at også jeg snart *

58 medmeddelte ham, hvad der lå mig på hjerte, både i mit offentlige og private liv. Heiberg og hans moder viste han en stor hengivenhed, og de fattede begge et inderligt venskab for denne trofaste natur, hvis omgang vi alle tre fandt meget velgørende og hyggelig. Ofte rørte han os ved ganske uforbeholdent på den mest hjertelige måde at takke os, fordi vi ikke stødte ham bort. »De ved ikke,« sagde han, »hvor stor pris jeg sætter på dette hus's venskab for mig; det kan ikke interessere Dem at omgås med mig, thi fraset, at jeg jo antager mig selv for nogenlunde god forretningsmand, ved jeg godt, at jeg i alt andet er en »Ignorant«, men så meget er vist, at af alle de bekendtskaber, jeg i mit liv har gjort, har intet glædet og interesseret mig som Deres. Ofte har jeg af hjertet takket min kone, fordi hun foranledigede, at jeg hin aften i Ems gjorde Deres bekendtskab, thi jeg tilstår, at jeg i hine år var så indesluttet i mig selv, at jeg søgte at unddrage mig fra al omgang med andre mennesker og kun levede i mine forretninger.« At vi blev rørt over sådan tale af ham, ofte fremsat med tårer i øjnene, var da ganske naturligt, så vel som og at disse udtalelser bandt os alle mere og mere til ham. Suhr havde for nogle år siden købt det dejlige Sølyst på Strandvejen, især fordi hans kone, efter at have gennemgået en betænkelig sygdom, havde sat sit hele hjerte til at eje dette sted. Da Suhr købte stedet, der tidligere tilhørte den grevelige Schimmelmannske familie, var det yderst forfaldent; men nu sparede han ingen udgift for at sætte det i komplet stand. Han antog en kunstforstandig gartner, så have og drivhuse var det skønneste, man i omegnen af København havde. Hans vogne og heste var ligeledes det bedste, der var at få; alt dette gjorde en vis opsigt. Suhr havde hidindtil levet uden al pragt, ganske stille i den gamle gård på Gammeltorv; ja, rygtet mente endog at vide, at han var gerrig, og dette pludselige omslag i hans levemåde var derfor genstand for omtale. Os forundrede alt dette slet ikke, thi vi havde intet kendt til ham i hans tidligere liv. Han indbød os nu ofte ud til al den herlighed på Sølyst i større selskaber, hvor det gik yderst elegant til. Af disse besøg i store selskaber fik vi intet indblik i familielivet i det Suhrske hus; thi hvad ser man, og hvad lærer man ved slige sammenkomster, hvor enhver affører sig hverdagsfejlene ligesom hverdagskjolen; hvor mad og drikke og den almindelige konversation, ofte tarvelig nok, er hele udbyttet; kun

        

59 så meget så vi, at det var et hus, hvor tilsidesættelse af den gode tone ikke taltes, ja, at en vis stivhed ofte hæmmede munterheden og livligheden hos de tilstedeværende. Det fejlede aldrig, at Suhr, dagen efter at vi havde besøgt Sølyst, kom hjem til os og på den hjerteligste måde takkede os for vor nærværelse i hans hus.