Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det var som sagt søndag, og vi ventede Heibergs moder til middag samt mange andre gæster. Suhr havde indrettet sig således, at han kunne afhente alle sine gæster i byen med sine egne små elegante ekvipager. »Man skal ikke,« sagde han engang, »have det besvær at leje vogn ovenikøbet, når man gør mig den glæde at besøge mit hus.« Nogle af vognene var kun indrettede til to, andre til fire personer, og Suhr havde da en stor takt med hensyn til, hvem han satte sammen i de forskellige vogne. Heibergs moder kom denne første søndag, glad over atter at se os og oplivet som et barn over den smukke køretur i behageligt selskab, som bestod af Tscherning og endnu en af vore omgangsvenner. Da jeg ledsagede hende til vort sovekammer for at hjælpe hende lidt, sagde hun: »Nå, I er vel henrykte over at være i dette paradis?« Jeg meddelte hende nu, at jeg for min del følte mig meget trykket i dette paradis, og jeg fortalte hende, hvori trykket bestod. »Ak, den gode Suhr,« udbrød hun, »lad ham intet mærke af din misfornøjelse. Han har flere gange besøgt mig i min ensomhed og været uudtømmelig i ros over din og Ludvigs elskværdighed, idet han da altid tilføjede: »Blot de ikke keder sig ude hos os!« Jeg beroligede ham af et oprigtigt hjerte, idet jeg antog, at I virkelig var glade herude; tag dig ikke disse småting så nær; husk på, hvor meget du glæder Suhr med eders ophold.« »Ja,« svarede jeg, »det samme siger Heiberg, men jeg har alligevel en følelse af, at hvad der er sket, ikke burde være sket, og jeg glæder mig til, at dette her snart får en ende. Også Suhr er en anden her i hjemmet, end når han gemytligt har siddet i vor dagligstue. Kun når han kommer ene ind til os herude eller møder os i haven, er han den gamle; så snart han er med sin familie, er han stiv, ordknap og tør; ungdommen her vover næppe at tale til ham, og i det hele taget taler ingen her med ham. Havde jeg fra først af lært ham at kende her, havde jeg aldrig fået den ligefremme tone imod ham, som jeg nu har, og som jeg ikke længere kan eller vil aflægge. Jeg bemærker ofte, at man studser her over min frimodighed i at sige ham imod, og i det hele over min ligefremme tone. En gang havde

        

68 frøken Falch og Pauline, der begge med stor venlighed sluttede sig til mig, lyst til at køre en tur. De betroede mig denne lyst. Jeg sagde: »Ja, bed Deres onkel om en af vognene.« »Nej, det tør vi ikke,« lød svaret. Jeg bebrejdede dem nu deres tilbageholdenhed mod den gode Suhr og deres mangel på frimodighed imod ham. »De tør,« hed det, »vi ikke.« »Er han da ikke god imod Dem,« spurgte jeg, Og nu blev den rare Charlotte Falch så varm i at beberømme hans godhed, at jeg ret kom til at holde af hende derfor; »men,« lagde hun til, »onkel taler så lidt og er så alvorlig, at vi er blevet afvænte med at turde nærme os ham, og tante ville heller ikke kunne lide det.« Ja, tænkte jeg, da liegt der Hund begraben. I spøg sagde jeg nu til Pauline: »Deres onkel er nu inde i sit værelse; gå nu ind til ham, tag ham om halsen, kys ham og sig: Kære onkel! Charlotte og jeg har så stor lyst til at køre lidt ud i dag, må vi få en af vognene?« »Gud!« udbrød hun, idet hun slog hænderne sammen, »det turde jeg ikke; han ville tro, jeg var blevet gal.« Jeg rystede på hovedet over deres frygtsomhed og over ham, der uforsigtigt havde lukket sig for sine nærmeste og indgivet dem denne frygt. Da kom Suhr tilfældigvis gennem stuen; jeg sagde simpelt og jævnt: »Etatsråd Suhr, de unge damer har lyst til at køre en tur i det smukke vejr.« »Ja, meget gerne,« var det korte svar, »jeg skal give kusken ordre til at gøre sig færdig,« og hermed forlod han atter stuen. »Ser De,« sagde jeg, »det gik meget simpelt.« De bad mig nu om at være med på køreturen; jeg samtykkede, men jeg mærkede nok, at det nu kneb hårdt med at meddele fruen denne mærkelige begivenhed. Og således går det her med alt. Herren i huset må tilstede alt, for at det kan ske; fruen forbyder intet, hvad herren har befalet; men alt går alligevel efter fruens hoved; thi mere end én gang udsætter man sig ikke for det tryk af misstemning, som altid opstår ved fruens tavse, men trykkende modstand.« »Ak!« udbrød Heibergs moder, »slægtskab og djævelskab! Her har vi dig igen! [Men hvad dig angår, min bedste Hanne,« vedblev hun, »i dit sted ville jeg ikke bryde mig det allermindste om alt det vrøvl; Suhr er jo herre i sit hus, og hvad han tillader eder at nyde af hans gaver, det ville jeg nyde og forresten lade ægtefolkene afgøre resten mellem sig selv.« Ja, men dette formår jeg ikke, jeg pines i stilhed af al den misklang, som findes indenfor disse mure.]

        

69 Vi gik altså ind til det første søndagsselskab, der alt var temmelig talrigt forsamlet. De elegante dametoiletter, herrerne med deres bånd og ordener tog sig godt ud i de af blomster duftende smukke værelser. Fru Suhr havde en vis anstand i sit væsen og tog sig godt ud i sin pynt; den gæstfri vært var opmærksomheden selv mod sine gæster. Tonen i dette hus var altid noget stiv, men på grund heraf også betrygget mod al kådhed eller tilsidesættelse af, hvad god selskabstone fordrer. Denne sidste egenskab var, tror jeg, igrunden det, der bandt Heiberg til huset, så at han fandt behag i at være der. Jeg krævede det samme for at føle mig vel i et hus, men - lidt til, eller rettere sagt, det vigtigste til - husgudernes nærværelse. Man gik nu ind til det rigt besatte bord, og her strålede ligesom værtens øjne ved tanken om at kunne gøre sine gæster tilgode med alt, hvad det rige hus var istand til at opbyde. Den gode vin hjalp til snart at sætte selskabet i en munter stemning, så at konversationen for det meste var livlig. Suhr rejste sig nu og udbragte i nogle få, hjertelige ord Heibergs og min skål, idet han takkede os for vor nærværelse på Sølyst og, til vor forlegenhed, ytrede sin taknemmelighed over, at vi havde opfyldt et længe næret ønske af hans kone og ham. Den virkelig rørende pris, Suhr satte på mit bekendtskab, gjorde, at han syntes, at alle andre måtte gøre det samme; var der derfor i selskabet en mand, som han ønskede at udmærke og undte særlig godt, da magede han det således, at denne mand fik mig til bords - hvis jeg ikke gjorde en streg i hans regning.