Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Ved bordet havde jeg et af mine uheld med fru Suhr. På grund af hendes slette hørelse sad hun, stakkel, ofte meget tilovers ved et stort bord, hvor ordene lyder fra så forskellige tunger, snart sagtere, snart højere. Ikke alle havde en stemme som Heibergs, tydelig og klar, hvor sagte han end talte. Det er en naturlig følelse, når man ser en således sidde forladt, ensom midt i en talende kreds, at man da gerne vil hjælpe lidt herpå ved at henvende et ord direkte til den, der sidder som man siger tilovers. Jeg ønskede altså at sige nogle ord til hende, og helst nogle, som kunne være hende behagelige. Den meddelelse, som Suhr havde gjort mig om morgenen i haven om den endelige opfyldelse af hans ønske om at eje det blå pakhus, faldt mig da ind. Jeg sagde nu til hende: »Må jeg gratulere til den forøgede ejendom?« »Hvilken?« svarede hun. »Det blå pakhus,« vedblev jeg. »Jeg ved ikke af noget blåt pakhus,« svarede hun. Jeg holdt ganske forbløffet inde, idet jeg tilføjede: »Undskyld! Måske har jeg misforstået en samtale, jeg før hørte.« Konversationen var afbrudt. Jeg havde, Gud være lovet, ingen forestilling om, at et ægtepars interesser i den grad kunne være adskilte, at en mand til en fremmed meddelte et vigtigt anliggende, ham angående, og fortav det for sin kone. Jeg var højst forundret herover, men vogtede mig herefter vel for at tale til nogen i huset om, hvad Suhr meddelte mig; først lidt efter lidt indså jeg, at han mod mig viste en fortrolighed, som ingen anden delte. Dette ægtepar var og blev mig en gåde. Så ofte samtalen, når

        

71 Suhr og jeg var ene, faldt på hans kone, da ytrede han sig med en høj grad af agtelse og hengivenhed for hende. Med et stort velbehag kunne han dvæle ved, hvor smuk hun havde været, da de blev gift. Når jeg da sagde: »Hun er jo smuk endnu,« svarede han: »Ja, af en ældre kone at være er hun jo ret smuk, men De skulle have set hende den gang!« Aldrig forsømte han ved slige samtaler lejligheden til at tilføje et eller andet til hendes ros; aldrig har jeg i de mange år, hvor vi har kendt dette ægtepar, en eneste gang hørt ham forglemme sig ligeoverfor hende, uagtet hun så ofte udfordrede ham i den retning. Men hvad er et samliv, hvad betyder en holden-af uden fortrolighed? Intet bånd er så stærkt som dette. Kærligheden kan blegne, venskabet kølnes, familiebåndet slappes, men står jeg mig først således med et menneske, at han er min fortrolige, at mine glæder, mine smerter, mine ængstelser, mine tvivl, mine forhåbninger, alt trænger til at gemmes for at åbenbares for denne fortrolige, så at hans sag ermin og min sag er hans, da er ingen adskillelse mere mulig. Og dog gemmer det menneskelige bryst et og andet i sit indre, som ikke kan åbenbares, selv for en sådan fortrolig; et og andet, hvorom kun tales i den tavse nat med Ham, der ved og kender alt; et og andet, som det ville være ublufærdigt at give højrøstede ord; et og andet, som ikke kan udtales, fordi det trænger til forudsætninger, som kun en har nøglen til; et og andet, som vi tager med os i graven i håb om, at vi hist kunne finde ord derfor, som ikke mistydes, eller endnu bedre, at ordet ikke der behøves, fordi alt ligger i de ord: Du er kendt [, selv alle dine hovedhår er talte. Hvor er det dog en trøst, at der er en, der kender os, kender os fuldstændigt, en, der kender vore rene hensigter, vor uskyldighed under mangen forurettelse, vore anstrengelser i at ville det gode! En, der kender vor anger, vor taknemmelighed, vor salighed, når vi har en fornemmelse af, at han har tilgivet en, til hvem vi håber engang at kunne sige: