Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Når jeg om morgenen efter et sådant søndagsgilde hos Suhrs vandrede mine ensomme veje i den ubefærdede del af vor skønne Dyrehave, da faldt jeg i mange tanker og betragtninger, idet jeg følte en dyb medlidenhed med dette ægtepar. Det korte, det skønne jordeliv brugt, henslidt ved siden af hinanden i misforståelse, i modstand, i en stadig kamp for at sætte sin vilje igennem, selv med tabet af det uundværligste, fred. Hvor ønskede jeg ikke her at kunne være til nogen nytte, til nogen hjælp i at bringe forsoning tilveje! På en mig selv ubevidst måde havde jeg formået at bryde den hårde skal, der i mange år havde lagt sig om Suhrs væsen. Fra alle kanter, fra hans nærmeste omgivelser hørte jeg ideligt: »Onkel er blevet et andet menneske, siden han lærte Dem at kende.« - En yndig broderdatter af ham, Dorothea Suhr, som jeg senere lærte at kende under hendes jævnlige besøg på Sølyst, sagde ofte med en henrivende varme: »Vi kan aldrig være Dem taknemmelig nok for, hvad De har gjort mod onkel!« Denne søde pige, ung af år, men gammel af kløgt, der skænkede mig sin fortrolighed og hengivenhed, lærte mig lidt efter lidt at se i dette forhold, hvad der ofte havde været mig uforklarligt. Hun følte en sand og inderlig godhed og taknemmelighed mod sin onkel for alt, hvad han havde gjort for hendes forældre og for hendes søskende. Hun undskyldte tanten med, at hun var blevet så [ukærlig, så] mistænksom, så herskesyg efter sin sidste svære sygdom, at de to mennesker ikke passede for hinanden, uagtet de på bunden af deres sjæl havde en inderlig hengivenhed og agtelse for hinanden. »Ak,« sagde hun engang, »kunne De virke på tante som på onkel! Hun er ikke så hård, som hun ofte synes. De skulle se hendes angst, når onkel om middagen udebliver over den bestemte tid! Hun siger intet, hun beklager sig ikke, men hun har ingen ro på sig, hun går fra vindue til vindue, stirrer ud imod den kant, hvorfra han skal komme; hendes åndedræt bliver kortere og kortere, og jeg har da den utroligste medlidenhed med hende.