Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Suhr kom som sædvanligt hver middag ud til Sølyst, altid med nye planer til vor underholdning. Ved bordet sagde han en middag: »Heiberg, De må gøre mig en fornøjelse. Jeg har de mange vogne og heste stående herude; jeg ved, at Deres kone sætter stor pris på at køre i vore smukke vogne; gør mig den tjeneste lidt hyppigt at benytte en af dem til køreture, længere eller kortere, ligesom De selv ønsker; min sidste lille, nye vogn til to har jeg igrunden købt til dette øjemed, for at min kone ikke skal savne sin vogn, om hun vil køre; mine heste bliver rent syge af den meget stilleståen i stalden; af kuske går her jo også to og driver hele dagen hen; lov mig dette.« Vi takkede, og jeg blev meget glad ved denne udsigt til ene med Heiberg at kunne køre i denne dejlige omegn i en let, fortræffelig vogn, med udmærkede heste og en ypperlig kusk. Da vi kom ind til os selv, sagde jeg: »Det var en fortræffelig plan!« Og jeg var ganske henrykt over denne tilvækst i vore behageligheder. Næste morgen kom tjeneren og sagde: »Inden herren kørte til byen, sagde han, at jeg skulle spørge herskabet, når De ønskede vognen forspændt til at køre ud.« Vi bestemte nu en tid, og hjertensglad satte jeg mig ved Heibergs side, vis på, at en rig nydelse ventede mig. I et himmelsk vejr kørte vi et par timer omkring i den nordlige Dyrehave, betragtede dyrene med deres kloge øjne, lette spring og lyttende, spidse øren. Vi vandrede også omkring til fods, og jeg steg atter op i vognen med arme og hænder fulde af skovplanter. Vi lagde de mest henrivende planer for fremtidsture og takkede ret i hjertet den gode Suhr for hans venlighed imod os. Men hvor længe var Adam i paradiset? Vi kom først hjem til middagsbordet. Suhr var netop 74 ankommet og stod endnu i entreen for at trække sit tøj af, da fruen kom til med et ansigt - et ansigt, hvorpå jeg straks læste uvejr. [»Det var en herlig tur,« sagde Heiberg. »Har De, frue, ikke også benyttet det smukke vejr og kørt Dem en tur?« Med sitrende stemme og ingenlunde herre over sig selv sagde hun: »Når De skal køre, så må jeg vel blive hjemme.« Suhr blegnede formeligt, men sagde med stor fatning: »Det behøver du jo ikke, her er jo en vogn og kusk til, som du kunne benytte.« - »Men jeg ønskede nu netop i dag at benytte denne vogn, som Heibergs kørte i og denne kusk.«] Jeg skyndte mig bort, ind i mit sovekammer, hvor Heiberg straks efter kom til. »Se så,« sagde jeg, »nu kan vi da ikke benytte vognen mere; det var jo tydeligt, at det var fru Suhr imod.« - »Ih,« svarede Heiberg, der af alt mest hadede vrøvl og ingen medlidenhed havde med nogen, der gjorde sig skyldig heri, »det indser jeg ikke, hun har jo sin egen vogn og kusk.« -»Men,« sagde jeg, »al min glæde ved at køre er nu forbi, når jeg ved, at hun tager det ilde op; jeg beder dig ret om, at vi ikke oftere gør brug heraf.« - »Som du vil,« sagde Heiberg, »men det er synd mod Suhr, som glæder sig ved at gøre os den fornøjelse.« I denne stemning gik vi den dag til bords. Suhr så yderst forstemt ud og faldt ofte i tanker. Heiberg, som ikke i mindste måde havde ladet sig påvirke af fruens [taktløshed,] talte så livligt og fornøjeligt med de unge damer ved bordet, at han snart fik dem til at le, uagtet de gjorde det halvt sky. Glad var jeg, da vi brød op, og jeg kunne gå ind i mit eget værelse. Om eftermiddagen kom Suhr ind til os, så venlig, så rørende mild, at al hans tale lød, som om han i et væk ville bede os om at undskylde fruens fortrædelige ansigt. Naturligvis nævnte ingen af os det med et ord. Næste morgen kom tjeneren atter med det samme spørgsmål fra herren: Når vi ønskede at køre? Jeg sagde, at vi i dag ikke kunne køre, da jeg agtede at aflægge nogle visitter hos bekendte, der boede i Tårbæk. I solheden travede jeg da afsted for at kunne have et passende svar til Suhr, når han kom ud til middag. Det hjalp mig ikke stort, thi han sagde: »Min Gud, hvorfor gik De i heden i stedet for at køre?« Jeg svarede, at det morede mig at gå til fods igennem fiskerlejet, hvor vi endnu havde gamle bekendte imellem fiskerfamilierne fra de år, vi havde ligget på landet i Tårbæk. Dette hjalp. Men idelig og idelig blev til min kval det spørgsmål fornyet, om

        

75 når vi ville køre. En dag, da Tscherning var på Sølyst, og han og jeg ene gik i haven, sagde han: »Jeg har noget at bede Dem om; Suhr ønsker så meget, at De skal benytte hans vogn, hvorfor gør De det ikke« - »Ak, Tscherning,« svarede jeg, »jeg taler nødigt om det, men denne benyttelse af vognen er fru Suhr imod, og dette gør, at al min glæde ved det er borte.« - »Det tager De ganske sikkert fejl i,« sagde Tscherning. - »Jeg tager ikke fejl heri, tro mig.« - »Nu vel,« sagde Tscherning, »om så var, det lader man, som man ikke ved noget af; benyt den, De bedrøver ellers Suhr!« En ganske enkelt gang føjede vi da Suhr i hans ønske, men glæden var borte for mig. Jeg fandt nu på en udvej. Jeg sagde til Suhr, hvad jeg forresten også mente, at noget af det behageligste, jeg kendte, var straks efter bordet i smukt vejr at køre en tur i en smuk egn. Det blev nu til en daglig skik, at hele husets personale efter bordet fordelte sig på flere vogne - af og til opholdt andre gæster sig flere dage på Sølyst - et arrangement, som lod til at behage alle. Vi kørte da på kryds og tværs igennem Dyrehaven, i hvilken Suhr var en ypperlig vejviser. I de smukke vogne kørte da snart Suhr med mig, Heiberg med fruen, snart omvendt. På disse køreture fortalte Suhr mig mange episoder af sit liv; han talte om sine tidligere forhold, sine venner og sin slægt med stor åbenhed og frimodighed; om sin moder, som han aldrig kunne nævne uden med tårer i øjnene; med den inderligste kærlighed, den største højagtelse meddelte han mig træk af hendes liv; han fortalte om hendes godgørenhed, hendes nøjsomhed for sin egen alt, hvad der kom hende nær; hun tænkte kun på andre, aldrig på sig selv. Vist er det, at når et menneske i sin høje alderdom ser ud som gamle fru Suhr, så mild, så kærlig, med dette velsignede alderdomssmil, der lyste ud af et stort portræt, som hang i Suhrs dagligstue, da måtte man tro ethvert ord, Suhr fortalte om denne moder.