Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Fru Suhr anede vist næppe, hvor ofte mine tanker med den inderligste medlidenhed beskæftigede sig med hende [, uagtet heller ikke jeg nægter, at hendes adfærd mod hendes mands slægtninge, for ikke at tale om fremmede, ofte i høj grad mishagede mig.] Ak, tænkte jeg, var hun ikke så tillukket, hvor kunne da ikke en tredje, der mente det godt med dem begge, her virke velgørende! Havde det været muligt, at hun på dette tidspunkt havde kunnet glemme, glemme alt, hvad der var lidt og stridt i fortiden; havde hun kunnet bekæmpe sit sinds genstridighed, havde hun kunnet nærme sig den arbejdsomme mand, hvis flid hun jo selv nu nød frugten af, nærme sig ham med kvindelig mildhed og varme, med åbenhed og lidt interesse for hans interesser, da er jeg fuldstændig overtydet om, at hun havde vundet den mand så aldeles, at begges lykke havde været vis. Suhr frøs til is i sine omgivelser, desværre vistnok fra begyndelsen af ved hans egen skyld, men nu havde de kunnet optø ham. Hørte man denne mand tale om sin moder, så man, hvilken hengivenhed han var istand til lige overfor venner, så man i tårerne i hans øjne ved at omtale et tro

        

82 tyende, kendte man hans storartede velgørenhed til højre og venstre, ofte øvet på den fineste og kærligste måde, da kunne man ikke tvivle om, at her var et hjerte, ikke udtørret, men varmt og blødt. Men ingen af hans omgivelser kom den så længe lukkede natur til hjælp; man havde vænnet sig til at undgå, til at frygte ham, og ingen hørte den tavse klage i hans bryst, der lød: »Kom mig imøde! Jeg ønsker ikke længere at lukke mig ude fra eder!« Hvad var grunden til Suhrs venskab og hengivenhed for mig? Hvad var grunden til, at han ikke længere kunne undvære [mig?] Tro mig, ene og alene min frimodighed, min ligefremhed, min åbenhed imod ham. For første gang i mange år trådte et menneske ham imøde, uden frygt, uden forbehold, og, hvad der især var af virkning, uden selv at ane, at her var noget at vige tilbage for. Jeg talte ham frit til. Jeg dadlede hans anskuelser på mange punkter; det længe indesluttede liv havde gjort dem skæve i mangt og meget; jeg kæmpede med ham om disse anskuelsers rigtighed, ja, jeg vovede at sige til ham - ikke for at belære ham, men fordi det var min natur at være åben imod mine venner -: »Hvad De her ytrer, er stygt og galt. De må forandre dette.« Ofte tænkte jeg, når han var gået efter en sådan samtale: Han er vist nu så vred, at han ikke mere vender tilbage; men lad ham blive borte, hvis han ikke kan tåle at høre sandheden. Men han kom altid tilbage, mildere end nogensinde før. Havde jeg smigret den rige mand, snakket ham efter munden, var vort forhold aldrig blevet det, det var: et forhold, bygget på gensidig agtelse, rent i sit udspring og rent i sine virkninger; af den grund kunne det holde ud i længden.