Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Al sans for, al kærlighed til kunst var igrunden Suhrs natur fremmed. Ved at komme meget i vort hus blev han ligesom tvunget ind i ideale interesser, der hidtil havde været ham aldeles ligegyldige. Han blev tvunget til at lytte, når talen faldt på kunst, på litteratur, og dette virkede i det mindste så meget, at han ikke længer betragtede alt herhen hørende som tant og fjas, ikke mere syntes, at en kunstner, en digter var et unyttigt medlem af staten, men fik en forestilling om, at det dog var muligt, at også disse mennesker havde en betydning i samfundet. Det kneb imidlertid for Suhr at vinde op til disse betragtninger. I hans rigt forsynede hus i byen, på Sølyst fandtes ikke et maleri, ikke en statue, ikke

        

83 et bogskab. Vore maleres og billedhuggeres stilling var på dette tidspunkt og en del år efter højst mislig, og dog havde vi udmærkede kunstnere; men på ganske få undtagelser nær købte ingen private kunstværker. Slette billeder, dårlige kopier så man hænge omkring i husene, men ingen virkelige kunstværker. Man gøs for deres pris og fandt det at være en overdreven luksus, om private ville indlade sig herpå; hvad der solgtes, gik til de offentlige samlinger og begravedes bag deres mure, i stedet for at føres ud i livet, hvor det dagligt kunne ses og vække sansen. Jeg bebrejdede Suhr, at han havde penge til alle livets andre nydelser, men ikke en skilling til dette formål. »Jeg forstår mig ikke herpå,« sagde han, »og har ingen nydelse heraf.« - »Det er ligemeget,« svarede jeg, »De bør alligevel købe billeder, ja, det er på en måde Deres pligt. Når ikke rige mænd vil gøre dette, hvem skal da? At fremme kunsten er lige så fuldt en borgerlig dyd som at fremme så meget andet i staten, hvortil De ikke nægter Deres bistand.« Suhr var en god borger i ordets bedste betydning. Han nægtede ellers aldrig sin bistand, når noget fortjente at ophjælpes; ikkun kunsten havde hidtil intet fornummet fra ham. Han hørte med en betænkelig mine på min dadel. Inden få år fandtes på Sølyst billeder af Marstrand, Skovgaard, fru Jerichau, Exner og flere; billedhuggerarbejder af Thorvaldsen og Jerichau, og et stort, i det hele taget godt bibliotek, mest af danske, men til dels og af tyske, engelske og franske bøger. Ordsproget: »L'appétit vient en mangeant,« viste sig også her som rigtigt. I begyndelsen købte Suhr kunstværker af pligt, efterhånden af lyst; og ofte glædede jeg mig over at se ham selv i biblioteket, fordybet i en eller anden bog. Ikke få fattige kunstnere har Suhr rakt en hjælpsom hånd, men hvem vidste det, hvem kendte det? Suhr selv glemte det og talte aldrig derom. Herpå havde jeg flere gange mærkelige beviser. Et mindes jeg i dette øjeblik. En kunstner af mit bekendtskab sagde en dag til mig: »Jeg er så glad og lykkelig i dag; jeg vil tale til Dem derom, thi De ved vel, hvad Suhr har gjort for mig, han har vel fortalt Dem det?« Jeg afbrød ham straks og sagde: »De skal ikke gøre mig til Deres fortrolige, ifald De ellers ikke har lyst dertil; jeg forsikrer Dem, at Suhr ikke har nævnet et ord til mig Dem angående.« - »Nu vel,« sagde han, »ligemeget, jeg kan ikke lade være at meddele Dem min glæde.« Og nu fortalte han, at Suhr havde

        

84 hjulpet ham med en betydelig sum, hvis savn ville have sat ham i den ulykkeligste stilling, »Og De skulle set,« vedblev han, »på hvor smuk og ædel en måde han ydede mig denne hjælp.« - Suhr havde virkelig ikke med et ord berørt denne sag for mig. En dag bragte jeg i en samtale med Suhr denne kunstner på bane, idet jeg roste ham. Jeg havde det ønske at takke Suhr for hans godhed mod ham, men fik ikke dette ønske opfyldt, thi på mine lovtaler svarede Suhr kun: »Jeg kender ham ikke personligt!« Og denne sag kom ikke oftere på omtale imellem os.