Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Så snart jeg fik vished om Suhrs store godhed og hengivenhed for mig, havde jeg fast besluttet aldrig at misbruge den ved at plage ham med anmodninger om pengehjælp, uagtet snart en, snart en anden henvendte sig til mig med begæring om at gøre min indflydelse gældende. Jeg svarede altid nej, men undertiden tilføjede jeg: »Bede Suhr om understøttelse for Dem gør jeg ikke, men jeg skal se at finde lejlighed til at fortælle ham Deres historie; ifald han da vil, så ved han, hvor der er brug for en hjælp; men mit venskab skal ikke være ham en byrde, der skal pålægge ham snart et, snart et andet.« Idet jeg nu holdt mit ord og i samtalens løb meddelte Suhr, hvad jeg vidste, svarede han næsten aldrig herpå; men hvor ofte erfarede jeg ikke kort efter til min glæde, at mine ord ikke havde været spildte. Man aner næppe, i hvilken udstrækning denne mand øvede sine velgerninger. At en og anden også undertiden har måttet mærke, at han stod lige overfor den strenge forretningsmand, er vel muligt, thi lige så lidt anes det, i hvilken grad der stilles fordringer til slige rige mænd; enhver tror, at han er den eneste, der henvender sig, og bedømmer derfor ethvert afslag strengt og hårdt.