Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Dette nattelevned tog lidt efter lidt snarere til end af. [Og et årstid efter udgav Heiberg sit første bind af sin »Urania«, skrevet af ham med den inderligste interesse, læst af få, der skønnede på gaven.] Jeg havde i min ungdom lært at spille klaver, men doven som jeg var i alt, hvad jeg skulle lære, ikke bragt det 92 synderlig vidt, uagtet min lærer påstod, at jeg [var ualmindelig begavet og havde en stor] musikalsk sans. Men sandheden af Heibergs sætning, at ingen lærer noget ret, før han lærer sig det selv, viste sig også her. Medens Heiberg således om natten kun levede for sine stjerner, begyndte jeg atter at optage levningerne af min musikalske lærdom. Jeg måtte begynde med noget let, og da jeg tillige havde en lille syngestemme, fik jeg Berggreens folkemelodier med tekst, en art sange, der altid har haft mest tillokkelse for mig. Jeg blev nu næsten lige så passioneret for dette mit nattestudium som Heiberg for sit. Jeg spillede og spillede, sang og sang time efter time, så Heiberg ofte kom ned, forundret over endnu at finde mig ved klaveret. Idet jeg således sad i den ensomme na tog sang disse simple, rørende, naive folkesange, hvis poesi tiltalte mig som ingen anden, da ved jeg ikke ret, hvorledes det gik til, men uden at jeg selv vidste af det, udsang jeg ord, fødte af min bevægede sjæl, idet melodien ligesom indfandt sig af sig selv, fremlokket dels af ordene, dels af de akkorder, jeg anslog, og inden jeg havde gjort mig rede derfor, sang jeg små sange, hvis tekst, musik og akkompagnement var af mig selv, så flygtigt henkastet, at de for det meste dagen efter var glemte, og jeg anstrengte mig da forgæves for atter at kalde dem tillive; men hele dagen sang det inden i mig, og jeg længtes efter de natlige, lykkelige timer for atter at sidde ved mit ensomme klaver. Aftenen kom, og når jeg da igen var ene, begyndte min natlige leg.