↩ Hertz valgte altså at indgive sin »Kong René's datter« til teaterdirektionen under det strengeste incognito. Ingen kendte stykkets forfatter, uden Heiberg og jeg. Det var trukket noget ud med dets indlevering og antagelse; endelig blev det antaget, rollerne omdelte og en læseprøve ansat. Stykket var af forfatteren således besat: Kong René, hr. Nielsen; Jolanthe, jeg; Tristan, hr. M. Wiehe; Martha, fru Nielsen; Bertrand, hr. Rosenkilde; Jauffred, hr. Waltz; Ebn Jahia, hr. Kragh. Nielsen var afgjort modstander af Hertz's og Heibergs, som i grunden af alle dramatiske digteres muse. Så utroligt det end lyder, så er det dog vist, at han bar et formeligt nag til så godt som alle digtere, Oehlenschläger ikke undtaget; jeg har aldrig hørt ham rose andre digtere end 97 tragedieskriveren Boye. Et lystigt hoved sagde engang: »Ser De ikke, at det er den pure misundelse, han har mod alt udmærket? Har De aldrig lagt mærke til, hvor misundelig han er på Napoleon den Store« Og virkelig tror jeg, at han ligesom kunne fantasere sig ind i et vist raseri over dem, der vovede at gøre sig bemærkede på den ene eller den anden måde. Ved oplæsningen af dette stykke, der ikke kunne undlade at gøre en stor virkning, mærkede jeg, hvorledes hans forstemthed og ærgrelse tiltog lidt efter lidt; han og flere af de medspillende anede vist, at disse vers, denne diktion måtte komme fra Hertz. Da oplæsningen var tilende, fo'r han ud af stuen uden at sige et ord, i en sindstilstand, som jeg straks mærkede ikke ville blive uden følger. Dagen efter fik jeg fra min faderlige ven, konferentsråd Collin, følgende brev: