Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Min udførelse af Kong René's datter vandt altså megen anerkendelse; men når jeg undtager Heibergs og Hertz's da var der ingen, hvis ros glædede mig mere end biskop Mynsters, fordi han ved sin tale til mig herom tydeliggjorde, at han virkelig var trængt ind i min gengivelse af denne rolle på en højst ualmindelig måde. Hvad er det dog for en styrkende glæde at høre en sådan mand, ikke med høflig smiger, men med alvor og indsigt at udtale sig, at vise os, at han har tænkt og følt med os, at høre ham sige: »Jeg er Dem virkelig taknemmelig for, hvad jeg har modtaget, thi dette modtagne har givet mig stof til eftertanke og udvidet min psykologiske kundskab; jeg kunne vel have læst digterens arbejde nogenlunde godt i min stue, men aldrig således, som De har læst det for mig.« Og nu at høre ham udvikle skridt for skridt gangen i min fremstilling! En mængde mennesker kan vel nyde, hvad der bydes dem af kunst, men hverken klare, hvori denne nydelse består, eller gøre sig rede for den i ord; Mynster kunne begge dele. [Men endnu en glæde havde jeg, og kun jeg; thi ingen aner, hvilken nydelse det er at spille med en, der i alt tilvejebringer illusionen, ikke blot for publikum, men for os selv, der gør digt til sandhed og sandhed til digt. Jeg var ubeskrivelig glad over i Michael Wiehe at have en medspiller, der på den fuldendteste måde greb ind i min tone, så at her virkeligt var et sammenspil, der måtte gøre virkning, selv på den af fantasien mest forladte tilskuer. At han, som jeg, følte [en henrykkende glæde herover] ved jeg, ikke blot, fordi han sagde mig det, men fordi det lyste ud af hans øjne, af hans hele væsen. Vi spillede virkeligt sammen; thi vi fortabte os således i hinandens spil, at der for os ikke eksisterede noget teater eller noget publikum; og af alles glæde var uden tvivl vor den største.