Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Hvad der kan overkomme en virkelig skuespillerinde for en iver, for en smerte ved at se et stykke, en rolle mishandlet, er vel noget, som den, der ikke selv er digter eller skuespiller, vanskeligt kan forestille sig. Man har en følelse, som om det var en samvittighedssag at få fejlen rettet; man har ingen ro på sig, inden det er besørget. Allerede som ganske ung pige pinte det mig at se en af de Holbergske figurer totalt forvansket ved gengivelsen, nemlig Engelche Hattemagers i »Barselstuen«. Efter en gammel slendrian overdrog man altid denne rolle til en af figurantinderne ved balletten, ubekymret om, hvorledes samme dame opfattede rollens betydning i stykket. Den ene fremstillerinde efter den anden gjorde nu intet andet end strengt at udføre, hvad noterne hos Holberg forlanger, nemlig at neje og atter at neje, uden at der i denne nejen lå mindste tilløb af mening, der sagde, hvorfor denne dame, om hvem ingen melder, at hun er stum, ikke betjener sig af talens brug; men mærkeligt nok hed rollen på grund af denne opfattelse i teatersproget aldrig andet end »Den stumme«, en bidende kritik over disse figurantinclers opfattelse; thi den naturlige benævnelse - som den også siden fik - ville unægteligt have været »den nejende dame« eller »den tavse dame«. Jeg så som sagt allerede meget tidligt, at her blev en fejl begået, som burde rettes, men jeg vovede ikke at melde mig som den, der troede at kunne gøre det bedre. Engang i mit første ægteskabsår (1831) tog jeg imidlertid mod til mig og sagde til Collin, at jeg troede, at der burde lægges en mening, en betydning i Engelche Hattemagers tavshed, der hidtil var forsømt af fremstillerinderne. Collin greb tilbudet med begge hænder, og inden kort tid optrådte jeg i Engelches rolle. På teatret havde mit tilbud vakt en 109 opsigt, hvorom jeg i min naivitet, da jeg tilbød mig, ikke havde drømt. »Hvad vil hun gøre af den intetsigende rolle,« hed det; »det er dog synd at berøve jomfru L. den indtægt, hun får, ved fra balletten at assistere i skuespillet,« (indtægten bestod i 9 rdlr. for hver spilleaften). »Tror fru Heiberg, at hun, der er så ung, kan gøre det bedre end en gammel, erfaren figurantinde, der har set mange forgængerinder i rollen« o.s.v. Ja, Gud bedre, at jeg må sige det, selv Ryge syntes det at være imod, at en ville forsøge på at gøre den hidtil uforståede Engelche Hattemagers til et menneske i stedet for en kedelig, uforståelig statist. Se, således går det så ofte bag tæppet i denne ideale verden, og således gik det mig med min varme iver for at rette en fejl, der i så mange år ustraffet var begået. At mine kunstfæller tog dette på denne måde, smertede mig og ængstede mig. Jeg tyecle i mit mismod til min trofaste ven Collin og sagde, at jeg meget gerne atter ville træde tilbage, så meget mere som jeg jo ingenlunde var så sikker i min sag, at jeg kunne vide, hvorledes udfaldet ville blive lige overfor publikum. Jeg havde ikke troet, tilføjede jeg, at mit tilbud ville blive optaget på den måde. Collin smilte, klappede mig på kinden og sagde: »Ak, min kære Hanne, du er endnu så ung! Ja, jeg forudså nok dette, men desuagtet opgiver jeg ikke den glæde at se dig udføre den rolle på en ny måde.« Derved blev det.