Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det var i 1831, at jeg vovede at overtage en mindre rolle i Holberg, og der hengik mange år, inden jeg med uimodståelig lyst dreves til et nyt forsøg med en større. »Barselstuen« var i længere tid ikke gået over scenen, da den atter skulle opføres søndag aften den 17de november 1844. Jeg blev lokket af erindringen om Ryges mageløse Corfitz og Phisters glimrende Troels til at gå hen i teatret. Men den hele opførelse af dette uforlignelige stykke gjorde, på disse to skuespilleres udførelse nær, et så kummerligt indtryk, at jeg forlod teatret på én gang dybt bedrøvet og harmfuld i mit sind. Det var mig ikke muligt at blive det indtryk kvit, som denne forestilling havde fremkaldt. På teatret var intet at udrette ved der at tilkendegive sine anskuelser; jeg måtte derfor på anden måde give mit hjerte luft, og jeg skrev en anmeldelse af søndagsforestillingen på Det kongelige Teater den 17de november, som blev optaget i »Fædrelandet« den 23de november, uden at dets redaktør eller noget fremmed menneske vidste, hvorfra den kom. Jeg skrev den igrunden kun for at lette mit sind, thi jeg havde så godt som intet håb om, at den skulle komme til andres kundskab, da jeg forud vidste, at Heiberg vanskeligt ville give sit samtykke til at indlevere den. Da jeg bad ham om at måtte læse den for ham, udbrød han: »Ak, lad det være, hvad kommer der ud af det?« Imidlertid blev jeg glad og stolt, da han efter at have hørt den sagde: »Ja, det er unægteligt sandheder, som både publikum og de på teatret kunne have godt af at høre,« og han indsendte den virkelig anonymt til »Fædrelandet«. Der var på dette tidspunkt et blad, som kaldte sig »Teaterbladet«, et ferskt produkt, som fristede et kort og kummerligt liv. I dette rejste der sig et uvejr mod min lille artikel, og nu rørte min kære Heiberg mig ved at tage mig i forsvar i »Fædrelandet« lørdagen den 30te november i et stykke med

        

112 overskrift »Gade eller stue?«. Det rørte mig, at han gjorde mine ord til sine egne med sådan fynd og klem, at al strid herved standsede. Senere blev sceneordningen uventet forandret efter min plan og den anvisning, jeg havde givet i min artikel i bladet, uden at nogen anede, at man fulgte mit råd. Forresten erkender jeg, at man som skuespiller skal afholde sig fra at skrive om teatret i bladene, og jeg vil derfor ikke modsige dem, der ville opføre dette mit skriveri på mit synderegister.