Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Da jeg kom tilbage til Sølyst, fortalte jeg Heiberg mit eventyr. Ak, hvilken lykke at have en, man kan fortælle alt, en, der kan høre og svare, så det mærkes, at vi er forståede. Min tanke var hele dagen beskæftiget med de tre skikkelser, jeg havde set i hytten, og om hvem jeg endnu igrunden intet vidste uden det, at de alle tre var ulykkelige. I det rige hus trådte hyttens elendighed endnu stærkere frem for mit syn. Ved det rigt besatte bord tænkte jeg på den blege, usunde farve hos børnene, tænkte på, hvor godt et stykke af den kraftige steg ville gjort dem. Da jeg om aftenen lagde mig i min sirligt redte seng, da tænkte jeg på børnenes pjalter, hvori de slumrede, tænkte: »Også du har som lille været under armodens tryk; hvad har du da gjort, hvormed har du fortjent at løftes op til en højere tilværelse fremfor disse, der stod i krogen som to fattige spurveunger, manglende klæder, manglende mad?« Jeg sov ind under disse betragtninger, drømte hele natten om den høje kvindeskikkelse, der var trådt så truende hen imod mig, og min første gang næste morgen var hen til kvinden og de små. Jeg havde lagt en lille plan for at komme til at tale ene med et af børnene for derigennem at komme under vejr med, hvorledes alt dette hang sammen. Jeg gik først ind til bageren i Tårbæk og købte en del fint brød, som jeg lagde i en kurv. Med dette håbede jeg at

        

119 formilde den gamle og komme i kast med et a£ børnene. Min plan lykkedes. Da den gamle så det fine brød, satte hun et mildere ansigt op end dagen iforvejen, men hun vedblev dog at sige onde ord om børnene og om sin slette behandling, og nogen egentlig besked var ikke at få af hende. Da jeg gik, bad jeg, om ikke den lille dreng måtte bære kurven hjem for mig, hvilket hun tilstedede, idet en strøm af skænd regnede ned over drengen, hvorfor var ikke godt at blive klog på. Da barnet og jeg vandrede ene hjem sammen, havde jeg en del møje med at få ham gjort frimodig imod mig; lidt efter lidt fortalte han, at den gamle kone var hans faders moder, at faderen for nogle år siden var druknet, at hans moder hver morgen måtte gå ind til byen for at sælge fisk, og at det var deraf, de levede. Derfor havde jeg jo ikke truffet hende om morgenen, da hun alt var taget ind til byen. På mine spørgsmål, om det vel var sandt, at han og søsteren ikke var gode imod deres bedstemoder, svarede drengen intet, men så på mig med et udtryk af sorg i øjet, så jeg ret blev skamfuld over mit spørgsmål. »Jeg må tale med din moder,« sagde jeg, »når kan jeg træffe hende?« - »Hun kan komme til Dem i eftermiddag,« svarede drengen. Da jeg ikke ønskede, at hun skulle komme op på Sølyst, hvor hun let kunne komme til ulejlighed, svarede jeg, at jeg næste dags eftermiddag atter skulle indfinde mig i hytten for at tale med hans moder. Som sagt, så gjort. Næste dag listede jeg mig efter bordet ned i fiskerlejet og så alt i frastand en høj, slank, ungdommelig skikkelse stå udenfor hytten med hånden over øjnene, idet hun stirrede hen ad vejen, hvorfra jeg kom. Da hun så, at jeg nærmede mig hytten, trådte hun hen imod mig og sagde: »Det er vist Dem, der har været god imod børnene, Gud velsigne Dem.« -»Kom,« sagde jeg, »lad os sætte os ned; De må åbne Deres hjerte for mig, og gid jeg da kunne være noget for Dem.« Vi satte os nu på en stor sten [lige nede ved havbredden, hvor tåspidserne næsten stødte mod de bløde småbølger, der skvulpende slog mod stranden.] Nu først så jeg rigtigt min nye venindes ansigt, thi et stort tørklæde havde næsten skjult det for mig. Jeg så nu den arme kones øjne i en tilstand, så det gøs i mig. Øjenkanterne sad næsten i det blodige kød, og kun sekundvis formåede hun at holde dem åbne. Da jeg derfor sagde: »Min Gud, hvad fejler Deres øjne« brast hun i en heftig gråd, idet hun udbrød: »Ak, jeg er

        

120 jo så godt som blind.« At se de stakkels syge øjne således græde smertede mig så dybt, at jeg indstændigt bad hende samle sig og forklare mig sin stilling i håb om, at den lod sig lindre. Hun fortalte nu, at hun havde været gift med den gamle kones eneste søn, hvem hun inderligt havde holdt af. »For at kunne gifte os var vi nødt til at flytte i huset hos hans moder, thi huset var hendes. Hvad jeg her gennemgik i mine første ægteskabsår, kan jeg ikke beskrive Dem; min stakkels mand var tit bedrøvet over den medfart, jeg fik af hans heftige, urimelige moder, men hvad var herved at gøre? Vi måtte finde os i alt for at have hus over hovedet. Flere gange har der været liebhavere til grunden her, thi københavnerne ville jo så gerne bygge deres lyststeder her i Tårbæk, og der blev budt ret klækkeligt, så min mand inderligt ønskede, at hun ville sælge og skifte med ham, at vi kunne have vort for os selv; men dette hus, så usselt det end er, er hendes stolthed, og hun har aldrig villet indvilge i salget. Endelig en nat, Gud se i sin nåde til os, da min mand var taget ud på søen efter fangst, rejste der sig en så frygtelig storm, som om verden ville forgå. Herre Gud, på den samme sten, hvor vi nu sidder, sad jeg og så ud over havet efter ham, indtil de stærke bølgers skum mod stranden havde gjort mig drivvåd, så jeg måtte ty ind til hende i huset, der bandede stormen, bandede sønnen, mig og børnene; det var, som om den onde selv havde taget ophold inde hos os. Time for time gik; morgenen kom, men han kom aldrig mere. Så græd jeg og græd, og det holder øjnene ikke af, og derfor er de, som De nu ser dem. Hans moder derinde blev fra den dag af endnu forfærdeligere, og nu er hun vel undskyldt, thi forstanden er gået lidt efter lidt, men mere og mere ond er hun blevet. Mine stakkels to små børn slår og sulter hun, når jeg nødes til at gå til byen for at sælge fisk, for at vi dog ikke skulle mangle det tørre brød; men jeg må finde mig i alt, thi huset er hendes, og umuligt ville det være for mig halvblinde stakkel også at skaffe penge til at betale husleje for, og jeg ville gerne finde mig i alt, når kun ikke børnene var, thi jeg tror, de mister forstanden tilsidst ved det liv, de fører.« Enhver kan vel begribe, at denne simple fortælling rørte mig dybt; der var så store og tydelige spor af fordums skønhed hos den slanke skikkelse, som sad ved min side, at en usigelig medlidenhed greb mig over et så forspildt liv. Efter endnu at have talt

        

121 en tid med hende og søgt at trøste hende, så godt jeg kunne, forlod jeg hende med den faste beslutning at bringe en forandring ind i hendes liv, hvorledes jeg så skulle bære mig ad. Opfyldt af disse tanker gik jeg langsomt mod det skønne Sølyst, bag hvis mure også ufredsånder, om end af en anden art, havde taget ophold. Hvor ofte hører dog ikke vor himmelske fader vore gode bønner! På min vandring hjemad bad jeg inderligt, at Han ville hjælpe mig til at forandre denne moders og hendes børns skæbne. Idet jeg nu drejede ind ad Sølysts have, møder Suhr mig i en af gangene op til huset. Jeg må have været i en egen bevægelse, thi Suhr udbrød: »Fejler De noget, mig synes, De ser så bleg ud?« Og nu fortalte jeg ham, varm af det indtryk, jeg havde modtaget, den hele sag med større veltalenhed, end det havde været mig muligt, når nogle dage var gået efter mødet ved stranden. Han hørte opmærksomt og rørt på mit eventyr og sagde, da det var tilende: »Vær ikke mere bekymret; jeg kan ikke tåle, at De ikke ser fornøjet ud. I morgen skal jeg forhøre mig hos sogneforstanderen om konens rygte, og er dette godt, så lader der sig vel gøre noget for hende og børnene.« Ved disse ord faldt ret en sten fra mit hjerte, thi jeg syntes, at jeg ikke ville kunne have en glad dag, så længe jeg vidste dem alle i denne nød.