Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Hvor ofte har dog dette menneske i sin grænseløse holdningsløshed været mig rent uforståelig! Således da Christian den Fjerdes rolle i »Elverhøj« efter Ryges død påny skulle besættes, da var jo Nielsen unægteligt den nærmeste, for ikke at sige den eneste, der kunne overtage den efter Ryge. Men hvad sker? Kort før stykket skulle besættes, får Heiberg en dag et brev fra Nielsen, så plat, så råt, så hensynsløst, at man selv må have læst det for at tro sligt muligt af en mand, der dog ikke stod udenfor det dannede selskab. Dets egentlige indhold var, at det var ham modbydeligt at spille nogen som helst rolle i et stykke af Heiberg, og han bad derfor en gang for alle Heiberg om at fritage ham for nogensinde at optræde i disse. Heiberg svarede ham ikke, men sendte brevet til Collin, som deraf kunne se, at man ikke turde byde Nielsen Christian den Fjerdes rolle i »Elverhøj«, og således blev rollen et par dage efter overdraget til hr. Kragh. Samme dag som dette var sket, spillede Nielsen og jeg om aftenen i Andersens »Kongen drømmer«. Da han kom ned på scenen, mærkede jeg straks, at hans sind var stærkt i oprør. Da han så mig, stilede han lige hen imod mig; men mindst anede jeg, hvad nu kom. Med et vist vemodigt og bedrøvet udtryk klagede han nu for mig over Heibergs uretfærdighed mod ham. »Er De dog ikke enig med mig, gode fru Heiberg,« udbrød han, »at når Christian den Fjerdes rolle skal genbesættes, ingen da er nærmere til at spille denne rolle end jeg?« Jeg hørte med forbavselse på ham og vidste ikke, om jeg kunne tro mine egne øren. »Men min Gud,« udbrød jeg sagtmodigt, thi jeg havde virkelig i dette øjeblik medlidenhed med denne vankelmodige sjæl, »har De da rent glemt det brev, De for få dage siden sendte Heiberg? Heri frabeder De Dem jo nu og for fremtiden nogensinde mere at spille i hans stykker, hvilket De skriver er Dem en kval; Heiberg havde naturligvis villet overdrage Dem kongens rolle, men efter Deres brev til ham lod det sig jo ikke længere gøre.« Med famlende ord, snakkende op og ned om uretfærdighed, vedblev han sin påstand, at han var skammeligt fornærmet! Hvad er der nu at gøre med slige mennesker? [Løgn] og sandhed, illusion og virkelighed, følelse og affektation er så sammenfiltrede i deres hele væsen, at 133 det er umuligt for andre, umuligt for dem selv at blive klog på, hvad der er det ene, hvad det andet. En del år efter sagde han engang noget til mig, som til dels oplyste mig om hans tilstand. Han sagde: »Jeg forsikrer Dem, at min fantasi er så levende, at jeg aldrig ved, om jeg har drømt noget, eller om jeg virkelig har oplevet det; ofte tror jeg, at hvad jeg har oplevet er en drøm, og at hvad jeg har drømt virkelig er foregået.« Jeg så i denne bekendelse en undskyldning for alle de usandheder, han med sin overtalende stemme så ofte fik andre til at tro på, usandheder, der så ofte blodigt gik ud over næstens gode navn og rygte. Det lader sig vel ikke nægte, at Heibergs mangeårige bekendtskab med denne kunstnersjæl gav ham ideen til scenen mellem døden og skuespilleren i »En sjæl efter døden«.