Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Kort, denne abekatteside hos menneskene så vel som hos dyrene beskæftigede levende mine tanker, og da jeg netop den gang læste lidt naturhistorie, iblandt andet en lille populær bog af præsten Strøm, opstod lidt efter lidt for mig sujettet til vaudevillen »Abekatten«. Ja, Gud bedre det, denne vaudeville er virkelig skrevet af mig; Frøkenen med sine kalkuner, Iversen med sin lidenskab for sin abekat, disse to figurer udsprang dels af rottekonen, dels af mine naturhistoriske betragtninger. I mine musikalske nattetimer komponerede jeg alle de melodier, som findes i dette stykke; ordene og melodierne blev til på én gang, og timerne fløj som minutter. Da jeg ikke længe kunne beholde denne vigtige hemmelighed for mig selv uden at betro den til min ven - men også kun til ham -, så varede det kun kort, inden jeg bad Heiberg, når han om aftenen endelig løsrev sig fra sine stjerner, om jeg måtte synge lidt for ham. Han blev helt forundret over disse sange, og hans godhed for mig gjorde, at han med kærlighed lyttede til dem; men han bad mig dog indstændigt ikke at gå videre i denne sag. »Tænk, hvilken lejlighed,« sagde han, »for dem, der ville mig ilde, om de peb et stykke ud af dig! Nej, slå dette ud af din tanke!« - og jeg slog det med et suk ud af min tanke. Men ingen uven af Heiberg kunne dog forbyde mig min stille, natlige glæde, når jeg holdt den for mig selv. [Jeg havde den glæde, at Heiberg med kærlighed lyttede til mine ufuldkomne, men friske, i sjælens dyb følte sange.] Stykket derimod blev henlagt, og jeg tænkte ikke mere på at fuldende det.