Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Vor bolig på Søkvæsthuset lå, som man ved, temmelig nær ved Amager Port. Denne stakkels flade, af københavnerne lidet påagtede ø, havde jeg skænket min særdeles yndest. Ikke en eneste pyntet københavnerinde havde man her den glæde at se; kun amagerbondelivet trådte en imøde. Uforstyrret og fordybet i sine egne tanker kunne man her vandre langt ud i landet, uden at risikere, at en sladderagtig bekendt trættede en med dit og dat, hvorfor man ingen interesse havde. Jeg tror virkelig, at ingen i det hele København kender Amagers skønhed som jeg; måske jeg også har en særegen smag, netop for denne art af skønhed, nemlig sletteskønheden, hvor blikket ingen hindring møder, men kan strække sig fremad i det uendelige, kun standset af himlens bue. Denne naturskønhed har altid for mig haft en stor tillokkelse, en stor 136 beroligelse; det meget, som ellers hæmmer og standser synet, snart et hus, snart en række træer, snart en høj, fører tanken bag alle disse genstande, og man har en vis utålmodig higen efter at nå, så ét af disse punkter, så et andet, og denne higen forstyrrer den rolige gang, hvori vor tanke ellers søger hvile. Mine venner lo ofte over min kærlighed til dette flade, og som de dristede sig til at sige, stygge Amager. Men hvoraf kom det, at de fandt det stygt? Deraf at de her i naturen, som så ofte ellers, søger en anden skønhed end den, som netop dette sted tilbyder. De betænkte ikke, at her måtte man holde sig til den mest ideale af al skønhed, nemlig lysets virkning, dets fortoning på himlens skyer, som på alle genstande på jorden. Hvilken mageløs himmelhvælving har øjet ikke at glæde sig over på Amager! Kun på de jyske heder ser man slige skygrupper, glimrende ved deres farvepragt ved solnedgang, alvorligt storartede i et truende uvejr. Men ét kommer jeg til at bekende, Amager er kun skønt i forår og efterår; ved midsommer er monotonien for stor; men hermed standser også al imødekommenhed fra min side. Hvor udvidede ikke mit bryst sig, når jeg i det meget tidlige forår, mat i sjælen af den foregående aftens anstrengelse på teatret, ene vandrede ud ad den kære Amagerport! Ti minutters gang - og alt hvad der hed byliv og København var forsvundet, og man drømte sig langt ude på landet, midt i et travlt bondelivs sysler! Medens da de gode københavnere endnu ingen anelse havde om, at foråret alt havde løftet sine vinger, gik jeg her langs med de frodige marker, farvede med et grønsvær, som ingen sommerpragt senere giver, og over disse grønne fløjistæpper svang sig hundreder af lærker med triller så stærke, så energiske, så jublende, at man kun undrer sig over, at dette lille fuglebryst ikke sprænges, og den lille sanger styrter død til jorden. Hvor ofte, når jeg således om foråret noget vemodig gik ud på mit kære Amager, har ikke disse små sangere lettet mit bryst, idet jeg sagde til mig selv: »Nej, når lærkerne svinger sig syngende mod sky og »prise Vor Herre så godt de formå«, da bør vi mennesker være med og ikke fortabe os i vore egenkærlige sorger.« Undertiden blev jeg ledsaget på disse ture af Heibergs moder, der da ofte på sin kærlige måde ytrede, idet hun tog mig under armen: »Ak, min Hanne! Jeg har altid syntes, at et af livets største goder består i, at to arm i arm vandrer sammen i en fortrolig 137 samtale, således som vi nu gør det.« Det var bestandigt hendes styrke til given tid at sige noget behageligt, noget, der ligesom satte seglet på den hengivenhed, hun havde for sine venner. For det meste gik jeg dog ene og glædede mig i tavshed over denne natur; thi jeg var heri ganske forskellig fra Heibergs moder; kun ene og tavs formåede jeg at smelte sammen med naturens stilhed og skønhed. Talen forstyrrer altid indtrykket for mig. For at glæde sig i naturen skal man altid lytte til dens røster, til fuglenes kvidren, til insekternes summen, til vindens susen, til vandets piasken, ja til den fjerne hunds bjæffen. Talen forstyrrer dette orkesters harmoni; da man ikke kan lytte, når man taler, så hører man intet til alle de akkorder, der netop stemmer sjælen således, at vi formår at høre, at forstå, hvad vi hører. Jeg vil derfor tilstå, at jeg helst gik ene ud på mit ensomme Amager. Alle de små remiser, der som oaser er strøede på markerne, kendte jeg nøje hver og en; ofte når jeg trængte igennem buskene, sprang en hare forskrækket op, idet den kastede et sideblik til mig, som om den ville sige: hvad mon hun vil her? Hvor ofte har jeg siddet på en træstub i en af disse remiser og glædet mig over synet af de fjerne sejlere på Kallebodstrand, når de ligesom syntes at glide for fulde sejl hen over de flade marker, thi stranden selv bliver på grund af markernes højning ude af synskredsen. Hver hytte og til dels dens beboere kendte jeg derude, og lidt efter lidt blev jeg i årenes løb kendt så godt som af alle de amagere, der boede i de nærmeste byer, og mangt et venligt nik, mangt et venligt goddag gjorde mig disse veje end kærere. Simple folk har en egen forestilling om kunstnere, især fra teatret; enten holder de dem ikke for bedre end dem, der æder blår på Dyrehavsbakken, eller også stiller de dem ved siden af de højeste i samfundet. Det sidste havde jeg en gang et pudsigt eksempel på. En dag, da jeg just stod i begreb med at vandre ud ad mine kære veje, kom Christine Løvmand for at besøge mig, og jeg fik hende da til at følge med, for at jeg kunne vise hende Amagers skønhed. I et af småhusene derude boede en original kone, frimodig og snaksom. Hun havde en lille trådhandel, så man let kunne give sig et ærinde ind til hende. Jeg fik på denne dag lyst til at vise frk. Løvmand, der i høj grad havde sans for det komiske, min ejendommelige kone; vi gik derind, og som sædvanligt var vi i et nu i en livlig samtale, hvori frk. Løvmand

        

138 ikke tog mindste del. Da jeg nu nogen tid efter atter ene besøgte den snaksomme kone, spurgte hun mig i stor alvor: »Hvor er Deres hofdame i dag? Hvorfor er hun ikke med?« Denne tiltale satte mig virkelig i stor forlegenhed, thi den kom så uventet, at jeg havde den største umage for ikke at briste i latter, thi lige så vist det er, at mangen en hofdame måtte ønske sig at have Christine Løvmands finhed i sjælen, lige så lidt vil nogen, der kender min veninde, kunne tænke sig hende iført den ydre nimbus. Konen kendte mig godt; hun vidste mit navn, min stand, men desuagtet syntes hun, jeg måtte have en hofdame, ligesom dronninger og prinsesser. På dette punkt støder man ideligt på forvirring hos simple folk; ja man ville - hvis jeg nu gad brede mig over dette tema - forbavses over, hvilke anmodninger man af og til har gjort mig i de forskelligste retninger, snart om embeders besættelse, snart om kapitalers tilvejebringelse, snart om at blande mig i familieforhold, der var mig aldeles ubekendte, ja, i det utroligste, så vis var man på, at for mig var intet umuligt.