Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Uagtet jeg så godt som ingen del tog i de private sommerforestillinger 1846, blev min sommerferie dog beklippet, idet nemlig kong Oscar og dronning Josephine i juli måned aflagde et besøg i København hos Christian den Ottende. At være i København uden at se den danske komedie lod sig den gang ikke tænke, i så høj anseelse stod vort teater i naborigerne. Uagtet sæsonen var sluttet, kom derfor Levetzau til mig og sagde, at kong Oscar, men især dronningen ønskede så særdeles at se »Kong René's datter« forinden deres afrejse. Herved var intet at gøre; jeg måtte pænt samtykke i, at dette ønske blev opfyldt; den 13de juli overværede altså hele den kongelige familie og deres gæster »Kong René's datter« og efter den et dansedivertissement. [At huset forresten var overfyldt, følger af sig selv; publikum holder meget af festforestillinger, uagtet disse sædvanligt er de kedsommeligste, især på grund af en gammel tosset skik, at på slige aftener må der kun falde applaus for kongehuset, og ikke for skuespillerne. Dette bånd på stemningen gør, at den hele aften let får noget dødt og kedeligt. I 1846 var Christian den Ottende ikke længere populær, om han ellers nogensinde havde været det, så at publikum ikke denne aften lod sig hænderne binde, men udbrød i stærk applaus for mig; kong Oscar havde - efter hvad man siden fortalte mig -straks den takt at vise, at dette ikke stødte ham, idet han selv og med ham Christian den Ottende tog del i applausen, medens hele hoffets yderender var indignerede over publikums taktløshed. Dette var nu altsammen godt nok, og] glad var jeg, da forestillingen var vel forbi, men hvad sker? Hoffet med sine gæster begiver sig ud til Frederiksborg. Her pådrog Christian den Ottende sig en sygdom i den ene fod, så at han var nødsaget til at opholde sig i sine gemakker, siddende i en stol, indrettet til fodens bekvemmelighed. Jeg blev ganske ulykkelig, da hofmarchal Levetzau en dag kom til mig og sagde: »De ved, at kongen sidder lænket på 145 Frederiksborg; han har ytret, at det, der mest kunne opmuntre og glæde ham i denne hans tilstand, var, om han kunne få sit yndlingsstykke »Nej« opført derude på et lille teater, som vi da, hvis De samtykker i planen, skulle lade indrette i en af de større sale. Også kong Oscar og dronning Josephine, som har hørt så meget tale om denne vaudeville, fik derved et ønske opfyldt, hvorpå de sikkert ville sætte stor pris.« En sådan anmodning var mig højst ubehagelig. Man ved jo nok, hvorledes kongelige personer beder, og hvorledes de optager et afslag. Jeg havde så ofte i mit teaterliv takket skæbnen, fordi jeg ikke var sangerinde og derved udsat for, at hoffet ønskede min nærværelse ved sine koncerter, en kunstnertjeneste, jeg altid har fundet havde noget ydmygende for et virkeligt talent. I teatret er det i sin orden, at tilskuerne og kunstneren er adskilte, intet personligt har de med hinanden at gøre; ja, netop i denne adskillelse ligger en vis fortryllelse, et spillerum for fantasien for begge parter; men i en selskabssal kan denne adskillelse ikke finde sted, uden at der ligger en ydmygelse heri for kunstneren. Når nu hertil kommer, at vort hof ofte, givende efter for øjeblikkets entusiasme eller for kvindelig nysgerrighed, har ladet fremmede kunstnere blande sig i selskabet, medens landets egne er blevet holdt tilbage på deres underordnede plads, da følte jeg på mine kunstfællers vegne en harme herover, som, ifald jeg havde været sangerinde, ufejlbarligt havde givet sig tilkende ved på det bestemteste at nægte at deltage i hoffets fester. Vel sandt, vore sangere og sangerinder tager betaling for hver medvirken ved sådanne fester, hvilket unægteligt giver dem en falsk stilling i selskabet - forøvrigt gjorde de fremmede kunstnere også dette -, men derfor fandt jeg også, at det ville have været passende, om hoffet årligt havde engageret sangerne, og ikke for hver enkelt gang de benyttedes. Som sagt, jeg var glad over, at jeg ikke var sangerinde og altså ikke attrået ved hofferne. Men nu kom Levetzau med denne for mig så pinlige anmodning, og hvad den ikke var for mig, var den for Heiberg, som syntes, at jeg var for god til at fylde det tomme rum ved et hof med min kunst. Vi gjorde derfor begge, hvad vi formåede, for at få ham til at vælge et andet stykke, hvori jeg ingen del havde; men denne underdanige tjener af sin konges ønsker vedblev udholdende med sin anmodning. Der skulle ingen fremmed overvære denne forestilling; kun

        

146 den hele kongelige familie og de kongelige gæster skulle være tilskuere. Dette hjalp jo unægteligt en del, og vi måtte give efter. Heiberg, der ikke ville være uden beskæftigelse ved en forestilling af den natur, hvori jeg skulle deltage, tilbød sig at være sufflør ved denne private kongelige munterhed.