Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Da forestillingen var forbi, kom Levetzau op på scenen for at anmode mig fra kongen om at komme ned i salen og blande mig mellem de kongelige gæster. Det har altid forekommet mig pinligt, ja sårende, når man for at vise én artighed og udmærkelse slår en streg over den høflighed, som skyldes dem, der i et sådant tilfælde er lige berettigede til opmærksomheden. Jeg tillod mig derfor at sige til marchallen: »Vaudevillen »Nej« er i aften blevet spillet af tre skuespillere foruden mig. Vi er alle fire kommet herud for at underholde de kongelige gæster; det kan altså ikke være kongens mening, at jeg skulle være den eneste, som der vises en udmærkelse, hvorpå ingen af os har krav. Jeg beder Dem derfor endnu en gang at forhøre hos kongen om, hvad der er hans ønske.« Med et ubeskriveligt stift og koldt udtryk i sit ansigt forlod hofmarchallen mig, men kom kort efter lettet og smilende tilbage, idet han sagcle: »Jeg har Hans Majestæts ordre til at indbyde Dem alle.« Og nu gik han ind i herrernes påklædningsværelser for at indbyde dem til denne kongelige nåde. Heiberg sagde man intet til, men han tog det for givet, at man ikke kunne anmode hans kone om at komme uden ham, og han ledsagede mig ind i salen. Jeg blev nu forestillet for kong Oscar og dronning Josephine og modtog nogle høflige ord af dem begge. De forekom mig noget stive og forlegne i deres holdning. Man så i dronningens åsyn intelligens og et vist [dybsindigt udtryk, som ikke fornægtede den slægt, hvorfra hun stammede,] men tillige noget stift cg en vis tørhed. Kongen så alt den gang slap og sygelig ud. Vor egen kronprins - senere Frederik den Syvende - gik omkring med en stor klap bundet for det ene øje, hvilket klædte ham forfærdeligt. »Hvad fejler Deres kongelige Højheds øje?« spurgte jeg ham. »Ih, nu, det fejler,« gav han til svar, »at jeg rimeligvis en af dagene mister det rent og bliver blind.« - »Ih bevares,« udbrød jeg, idet jeg havde ondt ved at tilbageholde et smil, thi jeg troede ikke rigtig på faren. »Ja,« vedblev han, »det er en sur tid for mig denne; kongen har lidt ondt i et ben og tager sig ferie, medens hele landets arbejde kastes over på mig.« Når man nu vidste, i hvilken grad prins Frederik blev holdt udenfor alt, hvad der hed regering, da var dette påfund kun et af de mange, hvormed han ideligt holdt sine omgivelser i munterhed. Med beråd hu spurgte jeg kort efter prinsesse Caroline, da prinsen var gået: »Hvad fejler Hans

        

148 kongelige Højheds øje?« På sin ligefremme måde og med en latter, der bragte mig hendes elskværdige fader i minde, svarede hun: »Hans øje fejler ikke mere end Deres; sådanne små forklædninger som den med klappen for øjet, det morer ham; han tror derved at gøre sig interessant; vi andre ler kun deraf.«