Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Foruden den kongelige begivenhed på Frederiksborg Slot bragte denne sommer en anden og helt forskellig. Der tænktes virkelig for alvor på en lille folkevandring over til Hveen, til minde om det år, da Tycho Brahe for tre hundrede år siden blev skænket Norden, det bedste bevis for, hvad virkning Heibergs afhandling i »Urania« om Tycho Brahe havde gjort; i Sverige havde den bevirket, at kong Oscar for første gang var rejst til Hveen for at tage ruinerne i øjesyn. Men hvor naturlig var ikke virkningen på os alle herhjemme; man måtte da ikke have en dansk blodsdråbe i sine årer, ifald ikke billedet af denne mand og hans mærkelige søster på mere end én måde berørte os. Det blev nu bestemt, at alle dampskibene på den dag skulle gøre en tur til Hveen og medtage så mange, de kunne rumme. Det skandinaviske Selskab med Lehmann i spidsen lejede et af skibene, til hvilket Heiberg og jeg som æresgæster blev indbudt tilligemed Constantin Hansen med frue; Hansen havde malet faner og flag til togets forskønnelse, fru Hansen og jeg var således de eneste damer ombord i skibet. Om morgenen den 21de juni, årets længste dag, var det halve København i bevægelse, dels for at rejse til Hveen, dels som tilskuere ved indskibningen fra Kvæsthusgaden. I det skønneste vejr gled skibene under mængdens hurraråb hen over vandet, idet et musikkorps 151 istemte vor nationalsang: »Der er et yndigt land«. Hjertet svulmede i brystet på mig, og da jeg så hen på Heiberg, stod han der høj og rank med vibrerende læber og tårer i øjet. At han skulle opleve, at der bragtes hans første kærlighed en sådan hylding, fremkaldt ved ham selv, gjorde ham en stor og inderlig glæde. Da vi var kommet lidt ud i sundet, uddelte Lehmann smukke kokarder med flagrende bånd og de tre rigers farver, hvilke alle hæftede på brystet til tegn på, at de, der bar dem, hørte til det egentlige tog. [Jeg havde ikke før været i personlig bekendtskab med Lehmann. Hans politiske liv havde jeg fulgt med stor interesse, og på grund heraf nærede jeg en varm følelse for ham i afstand; nu stod han lige overfor mig, hjælpende mig at hæfte den smukke kokarde fast. Jeg blev lidt urolig over hans stemmes klang og væsens holdning; men endnu gik dog alt godt. Alle, som drog til Hveen, vidste, at man på øen intet kunne få af spiselige og drikkelige sager, hvorfor mange havde forsynet sig med en madkurv, der ikke alene indeholdt proviant til dens ejer, men også var indrettet efter gæstfrihedens love; heraf fulgte atter, at de, der havde en tjener, tog ham med for at have hans bistand ved madens indog udpakning, og vi havde således og vor tjener med os. Da skibet nu var kommet et godt stykke ud i sundet, kom Lehmann hen til Heiberg og bad ham, om han måtte lægge beslag på vor tjener, for at denne kunne hjælpe ham med at trække nogle flasker champagne op, hvormed vi alle skulle trakteres. Heiberg gav naturligvis straks sin tilladelse, idet han kaldte på tjeneren og sagde ham, at Lehmann ønskede hans tjeneste; men nu hørte jeg til min forundring kort efter Lehmann tiltale ham i en så bydende og barsk tone, at blodet steg den stakkels karl til hovedet, og han så helt ulykkelig og forfjamsket ud. Vi havde haft denne tjener i mange år, men ganske vist var det første gang, at han således var blevet tiltalt. Ak, tænkte jeg, skulle Goethe have ret, når han siger: