Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det ville jeg dog nødigt tro. Råheden, i hvilken form den end fremtræder, har det altid smertet mig at se, og her gjorde det mig så meget mere ondt, som jeg så gerne ønskede at se denne mand 152 i det bedste lys. Alligevel ved jeg, og har jeg især i de senere år erfaret, at Lehmann er af hjertet god, både mod sine undergivne og andre, men smag og takt er ikke hans sag. Da vi landede på Hveen, ordnede toget sig, for to og to at begive sig op til Tychos ruiner. Heiberg fulgte mig, og bag os gik Constantin Hansen med frue. Lehmann og flere gik på siderne med marchalstave, fra hvis spids de skandinaviske farver vajede. Som vi gik her i støv og hede, kom Lehmann løbende svedt og forpustet, og - jeg ville ikke tro mine egne øjne - uden mindste undskyldning rev han fru Hansens kokarde fra hendes bryst og fæstede den på sin stav. »Jeg har tabt min,« sagde han, og hermed forsvandt han atter henad vejen. Jeg tilstår, at denne episode gjorde et højst uhyggeligt indtryk på mig, og jeg tænkte: Hvor kedeligt, at jeg skulle komme ham så nær. Et øjeblik efter ville hans eller min onde skæbne, at han skulle gøre det endnu værre, idet han kom løbende hen til os og fortalte et eventyr, han havde haft med en dame på vejen. Man havde måttet love bønderne på Hveen, at man ville holde trængslen borte fra deres marker, for at ikke disse skulle lide skade ved nedtrampning af mængden. På grund heraf fortalte nu Lehmann følgende: Han havde opdaget en dame inde på en af markerne og var derfor gået hen til hende for at jage hende bort; hun havde da svaret: »Jeg er en dame, og jeg skal ingen fortræd gøre,« hvorpå han havde hævet sin stok, holdt den op for hende og sagt: »Ja, men jeg er en stok!« Atter fandt jeg dette råt; lad være, at han i øjeblikkets hede havde svaret en dame så lidt ridderligt, men det, som stødte mig værre end sagen selv, var, at han hele dagen fortalte denne vittighed til højre og til venstre, hvilket den dog virkelig var altfor fattig til, og således viste, at han intet øjeblik fortrød sin plumpe tone ligeoverfor en, han selv kaldte en dame.]