Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Under en forfærdelig hede og en støvsky, der næsten hyllede alle og alt ind i et uigennemtrængeligt slør, vandrede vi endelig op til den slette, hvor en talerstol var oprejst for dem, der ønskede at udtale sig i dagens anledning. Efter et par ord af professor Sommer trådte Lehmann op og fremførte nu i en noget eksalteret begejstring, hvad han havde at sige om Tycho Brahe og det utaknemmelige fædreland; men til gengæld, sagde han vil vi rejse ham en statue på en af vore offentlige pladser, og han opfordrede 153 - idet han svingede sin grå hat - svenskerne til her på Hveen at rejse ham en himmelhøj obelisk, der skulle kunne ses fra alle kanter, langt ud over havet. Der var varme i denne tale, tilvisse, og den var vist også oprigtigt følt, men der var ingen ret alvor bag denne begejstring for Tycho Brahe, ingen smerte bag følelsen; begge dele var flade og manglede baggrund; det var en rutineret tale over et tema, som var blevet genstand for dagens konversation; man vidste, hvorom der skulle tales, og i hvad ånd der skulle tales; man leflede lidt med Tychos minde, med kongernes utaknemmelighed, med den vågnende skandinavisme, men intet ualmindeligt ord løftede den masse, der lyttende stod ved talerstolens fod, over hverdagslivet. Man råbte bravo på samme måde, som når en kunstner kommer godt fra sit kunststykke, men det var ikke en tale, der fremkalder et af disse råb, hvori ligger, at en nation føler sig selv og ligesom udbryder i et kraftigt ja eller nej, der skal give tilkende, hvad der gærer og rører sig dybt i dens inderste væsen. Da Lehmann gik ned af talerstolen, steg en ældre, bredskuldret mand op. I første øjeblik troede jeg at se en bonde i sin kofte, så skødesløs var hans påklædning. Den grove, bredskyggede hat og de bare hænder bidrog ikke lidet til at holde mig i den tro, at en velstående bonde havde indfundet sig for at give sit besyv med i laget. Men da han løftede denne hat, og det mægtige hoved med den yppige hårvækst, de brede tindinger og den fintdannede munds bevægelse kom tilsyne, da overraskede det mig ikke, at en, der stod nær, sagde: »Det er professor Thomander fra Lund.« Med virkelig humor og med bidende ironi og vittighed imødegik han Lehmanns opfordring, spottede over den himmelhøje obelisk og udtalte sin vantro med hensyn til dens virkeliggørelse på en måde, der ville have haft noget sårende, hvis spidsen af hans pile ikke var blevet stumpet af ved det humoristiske i hans tale og ved den kærlighed til Danmark og de danske, der lyste ud af hans ord. Hans tale blev ledsaget af tilhørernes latter og bifald; thi man sige om os, hvad man vil, det satiriske, det komiske, det vittige forfejler aldrig sin virkning på os, og det er vel det, der holder os danske unge, næsten altfor unge! Efter at denne del af festen lykkeligt var tilbagelagt, spredte alle sig for at nyde, hvad de medbragte madkurve formåede. Nogle af vore bekendte havde opsøgt os og sluttet sig til os, derimellem justitsråd Lunding,

        

154 kabinetssekretær hos kronprins Frederik, og Michael Wiehe. Lunding, der egentlig var en melankolsk natur, havde som mange sådanne en ualmindelig humor, der gjorde så meget større virkning, som den altid kom uden pretention og med stor tørhed. Han havde det talent at tegne karikaturer og øvede det ofte på venner og bekendte, men den bedste var den, han havde gjort af sig selv, og som han undertiden bragte til visitkort, når de, han havde villet besøge, ikke var hjemme. Jeg erindrer i dette øjeblik en dag, da han bragte mig i en ustandselig latter ved at fortælle følgende om sig selv. »Tænk Dem,« sagde han, »hvilket uheld jeg i dag har haft. Jeg ved ikke, om De har bemærket, at jeg bærer paryk? Jeg har hidindtil omhyggeligt skjult det for alle, men efter hvad der i dag er mødt mig, vil jeg opgive ejendomsretten på denne hemmelighed. Jeg kommer gående i Store Kongensgade, og en dame af mit bekendtskab, som jeg ved første øjekast ikke kender på grund af min store nærsynethed, kommer mig imøde og har den store venlighed at hilse mig først; forfærdet herover rev jeg hatten af med en sådan voldsomhed, at en ganske ny paryk, som jeg for første gang havde på, blev hængende ved hatten og ved bevægelsen faldt i rendestenen. Et sekund stod jeg som lynslagen og tænkte: Hvad skal du gøre? Men i næste sekund havde jeg taget min beslutning og opgav parykken, idet jeg, så hastigt jeg kunne, ilede afsted; men hvad sker? Kort efter hører jeg et forfærdeligt råb efter mig, og da jeg med gysen forudså, at den ulykkelige paryk forfulgte mig, lod jeg først, som om disse råb ikke kunne gælde mig; men snart blev jeg indhentet og uforskammet banket på skulderen, idet en mand holdt min paryk varsomt på den yderste spids af sin stok og sagde: »Denne hersens er nok Deres, vær så artig!« Med en fortvivlet kraftanstrengelse greb jeg den ulykkelige paryk og puttede den i baglommen, men med en sådan heftighed, at jeg nær havde kastet parykkens redningsmand omkuld, og ilede afsted, forfulgt af mandens skældsord over den utaknemmelighed, han havde været genstand for.« Man tænke sig dette fortalt med Lundings overstrømmende lune!