Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det var Heiberg, der ved sin »Urania« havde vakt stemningen for et sådant tog til Hveen, for en sådan hylding til en for tre hundrede år siden født stor mand. I år og dag havde han arbejdet på at gøre sine landsmænd bekendte med Tycho og hans slægt, hans arbejders betydning for Norden, for hele Europa; det var ham, der med opofrelse af tid og kraft havde udgravet Tychos minde for hans landsmænd; det var digteren, som, fra han var et barn, havde elsket dette minde, og som ofte med et bevæget sind havde gentaget Tychos ord: »Sig mig dog, hvad var min brøde, o fædreland, at du forstødte mig.« O, hvilken dyb nationalfølelse udtaler ikke disse ord hos den arme forurettede mand! Jeg sagde engang til Heiberg: »Man taler så meget om pøbel, hvem er pøbel?« Han svarede da: »Kun den hører til pøbelen, som er uden nationalfølelse, som ikke er fastgroet med sine fineste rødder til den plet af jord, hvorpå forsynet satte ham.« Tycho Brahe viser sandheden heraf, thi inden to år bøjede den ædle, stolte natur sig til døden under smerten over den uret, der var overgået ham i hans elskede fædreland. Heiberg havde hele sit liv igennem følt sorg ved denne mands skæbne. Var det en anelse om, at også han, om end i langt mindre grad, skulle føle utaknemmelighedens og urettens smertelige brod? Hvem kan tyde anelser? I 1819 havde han som yngling skrevet sin »Tycho Brahes spådom«; digtene heri om Tycho var kendt af alle og ofte benyttede som mønsterdigte, man gav de unge i skolerne at læse; nu havde han atter levet med Tycho, seende med ham op til stjernerne, vandrende med ham ved de ruiner, som til skam for hans fædreland var prisgivet til råhed og uvidenhed. Han havde villet minde fædrelandet om denne dets søns fødsel for tre hundrede år siden, og han havde nu virkelig samlet landets sønner og mange af dem hist ovre fra den anden side sundet til dette stævne ved graven. Hvad havde nu været rimeligere, end at den studerende ungdom, når den ville udbringe et hurra for en mand ved denne lejlighed, da havde udbragt det for ham, der havde fremkaldt mødet; men ikke engang ved den lejlighed fandt man anledning til dog én gang at udtale, hvad Heiberg havde været og var for den åndelige udvikling herhjemme. Ham bragte man intet hurra, men vel en mand, der sad i vor nærhed, og som ikke havde haft det allermindste med den hele sag at gøre, men som nu engang var udset til at modtage

        

158 fakkeltog, hurraer og andre udmærkelser ved alle mulige lejligheder, nemlig professor Clausen. Enkelte følte dog det upassende i denne forsømmelse og kom ind i vor løvhytte for at drikke Heibergs skål; blandt disse enkelte var Orla Lehmann. Man tro nu forresten ikke, at denne tilsidesættelse forspildte Heibergs glæde ved denne Tychos fest, og dog mindes jeg kun denne ene gang at have hørt ham udtale nogen forundring over forbigåelsen, og det med et noget smerteligt udtryk, der, netop fordi en sådan klage så sjældent lød fra hans læber, virkede desto stærkere på mig. Det går os med mennesker som med dyrene; det tålmodige, nøjsomme dyr rører os; når det tålmodige, fordringsløse, i sin smerte tavse menneske, der aldrig klager, aldrig pukker på sine fortjenester, en enkelt gang løfter sin røst, da føler vi dybt med ham, fordi vi ved, at et vist mål må være overskredet, når disse læber bevæger sig i klage.