Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Da man havde spist og drukket, råbt hurra og sunget, opløste alle grupper sig, og man spredtes over hele øen for ret at tage den i øjesyn. Med Heiberg og mig fulgte Lunding og Wiehe. Efter at have strejfet længe om på øen i det dejlige vejr, hvormed denne tur ret var begunstiget, hvilede vi alle fire på den høje skrænt »Bækvig«, som fremstilles i det tredje billede, der ledsager Heibergs afhandling om Hveen. Her, med udsigt til Landskrona, sad vi i en henrivende solnedgang, Heiberg glad og underholdende, Lunding muntert skæmtende, Michael Wiehe tavst drømmende, men med et mildt, stille glad udtryk, og jeg med skødet fuldt af de utallige markblomster, som jeg havde fundet i grøfter og gærder på vor spadseretur, og hvis pragt omgav os endnu på den plet jord, hvor vi sad, så jeg i et væk forøgede min samling, idet jeg blot behøvede at strække hånden ud i det frodige græs. Mageløst var det at sidde her og skue hen over sundets spejlflade; skibene lå der spredte i magisk, rødlig belysning, spejlende sig så idealsk, at havde ikke spejlbilledet stået på hovedet, ville det have været vanskeligt at sige, hvilket af billederne der var det virkelige, hvilket genbillede. Sjældent ser jeg naturskønheder, uden at Bellman synger i mit indre, således også her; jeg sagde: