Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Solen var alt under horisonten, og vi måtte tænke på at nå til strandbredden, hvor dampskibene ventede for atter at føre os over til Sjælland. Vi begav os da på vej. Wiehe udtalte sin glæde over, at han atter til vinter skulle spille Romeo, og vi talte frem og tilbage, så vel om mesterværket i sig selv som om måden at udføre det på, men især udtalte vi vor glæde over at skulle udføredet. Han var i det hele taget så stille elskværdig på denne yndige sommerdag, at Heiberg sagde: »Han er dog anderledes end de fleste skuespillere, så fri for alt hovmod, for al jagen efter effekt i det daglige liv, en så opmærksom hører; godt var det imidlertid, om han selv ville give lidt af det, man aner gennem hans tænkende øje, men som han alt beholder for sig selv.« [At hans tavshed især kom af en ømfindtlig forlegenhed, der ofte i en halv time lod ham skifte farve tre gange, ville de færreste tro; jeg vidste det, og jeg vidste et endnu, som ingen ville tro, at Wiehe var en så lidenskabelig natur, at han ligesom frygtede for at lukke op for dette indre, som han følte, at det ikke stod i hans magt at styre ind i det daglige livs former.]