Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Da vi nærmede os strandbredden, hvor alt en mængde af Hveens besøgende havde indfundet sig til indskibning, kom professor Thomander og bad Heiberg præsentere ham for mig. Det var mig en virkelig glæde at tale med denne mand, der kom mig imøde, som om han i mange år havde været min ven. Så åbent, så djærvt, så kækt udtalte han mange meninger og anskuelser for mig på en så livlig, naturlig måde, at jeg med glæde havde sat mig ned i sandet på strandbredden, så længe det skulle være, og lyttet til denne svenske bjergrøst, fuld af forstand, fantasi og følelse. Han talte også med mig om Jenny Lind. Jeg klagede for ham over, at jeg under hendes ophold i København ikke personligt havde fået mere med hende at gøre. Han afbrød mig, idet han sagde: »De behøver intet at sige herom; jeg har fulgt denne sag, mere end De måske tror. Den kreds, som optog hende helt og holdent under hendes ophold i København, måtte nødvendigt udelukke hende fra 160 Deres.« Også han beklagede, at den Jenny Lind, som hele Sverige bar på hænderne, ikke havde kunnet modstå fristelsen at vandre ud og blive europæisk berømt; »hun blev derved en anden,« sagde han, »mistede sit fædreland uden at få et nyt i stedet.« Der var noget i denne mands tone lige overfor mig, noget, hvad skal jeg kalde det, faderligt, fortroligt, som jeg aldrig har kunnet glemme, og som selv i dette øjeblik, jeg nedskriver dette, tyve år efter, gør godt at tænke på. Når man ikke kender det mindste personligt til en udmærket mand, og denne da pludseligt, uventet træder os imøde, ikke som en fremmed, men som en, der ved sin tale viser, at han har fulgt os på vor vej, kender vore skæbner, er inde i vore bestræbelser og agter dem, tror det bedste om os, ja kommer os imøde med en gammel vens hengivenhed, da ved jeg intet, som i den grad løfter vor selvfølelse; det er, ligesom når man tvivlrådig søger om vejen i skoven, og der da pludseligt viser sig et hus, en sten, en sti, som vi kender, og som viser os, at vi ikke forvilder os, men at vor kurs er den rette; en fred, en tryghed, en stille glæde overfalder os da. En sådan følelse havde jeg hin aften ved Hveens strand, da Thomander talte med mig.