Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Men opholdet var i år kun kort. Imod sædvane havde jeg intet imod, at den tid nærmede sig, da teaterprøverne tog deres begyndelse. Jeg havde mange og vanskelige opgaver at betænke til næste sæson, og det myldrede i mit hoved og lod mig ingen ro dag eller nat. Jeg trængte ligesom til at befries fra det meget stof, som gærede i mig. Først og fremmest var jeg ganske opfyldt af Shakespeares Julie, som jeg nu efter 20 års forløb atter indstuderede. Jeg længtes efter prøverne for at erfare, om det, jeg havde tænkt, slog til og gjorde den rette virkning, noget, man aldrig med vished ved, før man ser det i forbindelse med de andres spil og opfattelse. Den første prøve på et stykke er derfor, om end ufuldkommen, af stor betydning for os; thi her føler man straks, om man er på rette vej eller ikke, om der kan opnås harmoni imellem det, vi i stilhed har betænkt, og de andres opfattelse, og om vi i det hele taget, når det kommer til stykket, kan udføre det, vi vil udføre, eller om vi skal mærke, at et er viljen, et andet er evnen. Ofte svigter stemmen, følelsen, lunet, eller hvad det nu er, vi i 163 særdeleshed har brug for i denne særegne opgave, eller vi føler efter sammenspillet med de andre, at vi bliver nødt til at begynde indstuderingen forfra. En virkelig skuespiller mærker straks på den første prøve, om der er liv i det billede, som her for første gang træder levende frem af hans indre; om det er, hvad digteren har villet; thi dette sidste er især hovedsagen.