Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Alle er vel enige om, at Rötscher blandt de æstetiske dramaturger indtager den første plads, at der hos ham virkelig findes vejledning for den, der kan læse og forstå den dybe tænker. Hans betragtninger over Shakespeares værker, over de enkelte figurer i disse, er i høj grad belærende og interessante; men af alle hans udtalelser om de enkelte karakterer har den om Julie forekommet mig som det mest glimrende bevis på hans opfattelsesevne. Denne 164 hans opfattelse af Julie fordybede jeg mig nu ganske i, da der i den ligesom var talt ud af mit eget hjerte. Jeg læste, jeg talte, ja jeg tænkte i denne tid ikke på andet end på denne yndige, brændende, heltemodige pige. Hvor ofte, når vore aftengæster forlod os, og Heiberg tyede op til sine stjerner, vandrede jeg da til langt ud på natten ensom i Søkvæsthusets have, kun tænkende, kun drømmende mig ind i det dejlige digt, idet jeg gentog de skønne monologer i havens gange, fordybede mig i tanken om dette mægtige menneske, denne digtergenius, fra hvis sjæl al denne herlighed er udstrømmet, der har givet alle menneskers smerter og lidenskaber ord, ord, som enhver synes er ens egne, kun løste som ved en troldmand fra sjælens indre. Hvem kan påvise noget af den menneskelige stræben, hvem kender en hemmelig følelse i sjælens dyb, som dette menneske ikke har givet ord i sine værker? Hvor var jeg dog betaget af denne digter og hans Julie, som jeg i mit 16de år havde spillet uden en anelse om, hvad jeg egentlig foretog mig, men som nu, henved 20 år efter, fyldte min hele sjæl i den grad, at jeg syntes, at udførelsen af denne rolle egentlig var mit livs kald; ja, jeg skammer mig formeligt over det afguderi, hvortil jeg på dette tidspunkt var forfalden med hensyn på denne opgave, og i hvilken grad udfaldet af denne rolles fremstilling lå mig på sinde. Det er en overordentlig vanskelig sag i et kunstnerliv at holde måde med sin kunstneriske interesse og ikke sætte det kunstneriske mål som vort livs højeste opgave, ikke ganske at gåop i sin kunst; thi dette har intet menneskelov til. Vi er henvist til et højere mål, en større åndelig kamp, end den kunstneriske, der ofte fører os i helt modsat retning og ødelægger, netop når vi går sejrrigt ud af kunstneropgaven, det vigtigste af alt, vor individualitet, idet denne så let fortabes i den kunstneriske selvforgudelse. Og dog! Skal en kunstner nå op til nogen højde, hvorledes kan det da ske, ifald det ikke brænder i ham, ifald han ikke kaster alt andet bort end netop dette ene, der fylder hans sjæl, fylder den i en sådan grad, at karret undertiden truer med at sprænges af den gærende vin, ja for at være oprigtig og sige den fulde sandhed, fylder den i den grad, at vort hjerte ligesom glemmer Gud og hans engle og intet samliv har med dem, men kun lever og ånder [i vor fantasis guddomsbillede!] Vi skaber og glemmer, at han den mægtige 165 skabte os, glemmer, at vi intet formår, hvis han ikke lægger sin velsignelse til vor gerning, glemmer, at disse kunstneriske frembringelser, som vi mener at være mester for, også er hans værk, idet han nedlagde evnen i os og hjælper os med at få dem frem og tydeliggøre dem for andre. [Når nu arbejdet var lykkedes, og jeg efter den kunstneriske rus atter var kommet til besindelse, skammede jeg mig vel og søgte at gøre min uret god igen, og da trøstede jeg mig med, at Gud dog vist ikke havde været fortørnet på mig, thi ellers havde han vel ikke hjulpet mig til målet.] Vi mennesker kan intet udrette, uden at vi ganske går op i det, vi vil, og dette kan vi på den anden side ikke uden fare for at tabe os selv; det er vort jordelivs største vanskelighed at forene disse tvende krav. Hvilken udholdenhed, hvilken afholdenhed, hvilket fond af kræfter hører der ikke til for at vandre hen ad denne vej! Jeg var ikke på denne vej under indstuderingen af Julie; jeg var i lidenskab og [altså utilregnelig; da jeg blev noget mere ædruelig i mit sværmeri og kom til lidt eftertanke, begyndte jeg at frygte for, at Nemesis alt havde betænkt, hvilket offer jeg skulle lægge på hendes alter, når det øjeblik kom, da jeg for mængden skulle vise den Julie, som var frugten af min modnere alders tænkning; og min anelse bedrog mig ikke; der skulle, når øjeblikket kom, lægges en kold hånd på den varme, hvormed jeg havde drevet et slags afguderi.] [Opførelsen af »Romeo og Julie« trak imidlertid ud med mange teaterforhindringer, disse sorte ravne på teaterhimlen, der til alle tider har standset og vil standse dets virksomhed. Disse teaterforhindringer, der havde hundrede årsager, snart virkelige, snart fingerede, gjorde, at jeg, så vanskeligt det end faldt mig, måtte lægge Julie tilside og se at rive hende ud af mine tanker for at beskæftige mig med en opgave, et studium af en i et og alt modsat natur, nemlig: Lady Teazle i Sheridans »Bagtalelsens skole«. Og forunderligt nok gjaldt om denne forestilling akkurat det samme som om fremstillingen af Julie, at jeg nemlig, efter at jeg i min grønneste ungdom havde udført denne rolle, så at sige på en andens konto, nu påny skulle spille den efter egen opfatning, ikke længer i de forrige sjælelige klæder, men i nye, der var formede af min egen sjæls betragtninger. Min nye opfattelse af rollen er jo alt i det foregående omtalt, og virkningen af denne nye opfattelse var iøjnefaldende og til stor glæde for mig og for mine venner i publikum.