Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg tyede op i mit påklædningsværelse, lukkede min dør og overgav mig til min smerte, ubekymret om ilden dernede greb om 169 sig eller ikke. Man blev imidlertid hurtigt herre over den, så at stykket kunne fortsættes. En ny kval! Man tænke sig, hvilken anstrengelse der kræves af vor fantasi, når den efter en sådan afbrydelse påny skal arbejde os og tilskuerne ind i illusionen. Dette var en af de smerteligste aftener, jeg har oplevet på teatret, - og desuagtet fik Phister mig dog samme aften til at le. Da jeg havde trukket mig tilbage under alarmen, vidste jeg ikke, hvorledes alt var gået til. Phister fortalte nu, at da alarmen i publikum begyndte at blive foruroligende, havde man formået Nielsen til at træde frem for at berolige gemytterne; »men,« vedblev han, »nu var det nær gået rent galt, thi da Nielsen forsikrede på sitæresord, at der ingen fare var, da lød det: »Siger han det, så er det vist løgn, lad os hellere se at komme afsted« - og Gud ved, hvad der var sket for ulykker, ifald ikke tæppet i det samme påny var gået op og forestillingen fortsat.«