Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Fem år efter, 1852, var Wiehe imidlertid påny villig til at spille rollen: »Jeg har nu ganske omarbejdet udførelsen,« sagde han, »og vil nu spille den.« Stykket blev altså opført i april. - Nu skulle man altså se Romeo spillet efter den forbedrede spillemåde; men hvilken skuffelse! Mat og tørt var nu det billede, hvis ungdommelige varme man tidligere havde glædet sig ved, og virkningen på publikum udeblev aldeles. Wiehe spillede denne aften en af de taknemmeligste roller, et repertoire kan have, uden at der den hele aften lød mindste bifald fra det tætbesatte hus. Hvad gik der dog i aftes af Wiehe? spurgte folk dagen efter; hvorledes var det, han spillede? Dette var udbyttet af Høedts kritik og Wiehes refleksion over samme. Nogle dage efter denne triste aften mødte jeg Wiehes kone på gaden. Hun kom hen til mig og spurgte: »Hvad siger De om Michael, som han spillede forleden!« Jeg udtalte da min sorg over, at et menneske i den grad kan lade sig påvirke af en umoden og ensidig anskuelse, der intetsteds havde hjemme. »Vær ikke vred på ham,« sagde hun, »De tror ikke, hvilken stemning han var i efter forestillingen. Herre Gud!« vedblev hun, »han turde ikke spise sig mæt om middagen, og vi havde derfor aftalt, at han om aftenen skulle trakteres. Jeg havde indrettet alt så godt hjemme, og nu sad vi der foran det dækkede bord; ingen af os havde lyst til at røre ved noget; det var dog en forfærdelig trist aften! Han er nu fast besluttet på aldrig mere at spille denne rolle. Da jeg ville gøre indvendinger derimod,« vedblev hun, »svarede han: Når man kan spille en rolle som Romeo, uden at der den hele aften rører sig en hånd, da må det være, fordi man spiller den slet.«