Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Noget efter at jeg anden gang efter så mange års forløb havde spillet Julie, udkom i sommeren 1848 i »Fædrelandet« en pseudonym afhandling (af S. Kierkegaard), under titlen: »Krisen og en krise i en skuespillerindes liv.« Ved at læse denne i mere end én henseende mærkelige afhandling måtte jeg tro, at det var mig og min kunstneriske virksomhed, han havde gjort til genstand for sin tænkning, for sine psykologiske betragtninger. Det kunne ikke andet end være beroligende og glædeligt for mig at læse den dom, der her blev udtalt over mig i en art af roller, som man gerne har villet påstå lå udenfor mit område. Det er ikke hendes genre, - således hedder det gerne, når et talent med lethed er henvist til en retning og fra denne vover sig ind i en anden retning på kunstens område. Ganske vist var lystspillet, eventyrkomedien, det lyriske drama, vaudevillen det, som jeg så at sige fik for intet, fordi det så ganske smeltede sammen med min individualitet, med min natur, med de evner, denne havde fået til at fremstille billeder, der formåede at illudere. Ganske vist måtte jeg i tragiske roller i høj grad samle mine kræfter og være opmærksom på mig selv; også er det muligt, at jeg i disse manglede en vis tyngde, nogen, om jeg så må sige, symmetrisk storhed, en vis stereotyp ro i minespillet, som mit bevægelige fysiognomi havde ondt ved at bevare, en vis ædel monotoni i plastikken, i gang og holdning [; thi ser vi hen til, hvad der især udmærker de græske fysiognomier, de romerske skikkelser og giver dem denne gribende højhed, da er det frem for alt det rolige, stillestående underansigt, de stille, ubevægelige kinder, en mund, der ser ud, som om den var tætsluttet ved tavshed. Latterens muskelspil findes så godt som aldrig om disse skønne munde, om disse fyldige læber, ja man kan næppe forestille sig, at disse nogensinde kunne have bevæget sig til latter. Denne monotone ro kan en moderne mund, der er vant til den lette konversations tale, ikke beholde; thi konversationen med alle dens lette nuanceringer bevægeliggør musklerne omkring munden, giver den bevægelighedens præg, altså lige det modsatte af, hvad en tragisk mund kræver. Det går hermed som med sangstemmen; den hals, der har sin styrke i koloraturen, har sjældent tillige den evne at synge adagioen med den fulde bredde og kraft.