Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Disse udtalelser af en ikke-skuespiller var det, jeg forbavsedes over. De er fuldstændig rigtige, jeg har følt det mange gange, netop som det her skildres. I kulissen hele angstens vægt, ved indtrædelsen og udøvelsen let som en fugl. Det går dem, som igrunden slet ikke er eller bør være skuespillere, lige modsat. Udenfor i kulissen frejdige: hvad skulle jeg være angst for? siger de. Men ikke så såre træder de ind, før angsten lægger sig på dem som en mare. Det er derfor en kendsgerning, at unge debutanter sjældent er angst første gang, de optræder; men år for år indfinder angsten sig altid stærkere, alt som den kunstneriske byrde lægges tungere og tungere på dem. Hvor lidt et publikum ved noget af alt dette, viser det bedst ved, at det altid er rørt og kærligt stemt imod den, der viser sin angst på scenen lige overfor det, uden at betænke, at denne synlige angst er det bedste kendetegn på, at man ikke formår helt at gå op i fremstillingen, så at man er en anden og ikke sig selv som i det private liv.