Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Rose i Moliéres »Fruentimmer-skolen« har, så underligt det ved første øjekast kan synes, stor lighed med den opgave, Shakespeares Julie stiller; så stor lighed som en rolle i et lystspil kan have med en rolle i en tragedie. »Det var som pokker!« hører jeg dem sige, som læser dette. Dog lad mig forklare, hvori ligheden består. Begge disse unge piger begynder i stykkerne næsten som børn, fuldstændigt på umiddelbarhedens standpunkt, uden mindste erfaring eller refleksion. Julie takker sin moder som et lydigt barn ved talen om en forbindelse med Paris; Rose lader sig lede som en dukke af sin formynder; men begge pigerne bliver selvstændige, opfindsomme, ulydige mod alt imellem himmel og jord, da 179 kærligheden vågner i deres unge hjerter. De begynder som børn, men ender som selvstændige kvinder, der ved, hvad de vil, og vil dette for enhver pris. Julie samtykker i at udgive sig for død for at vinde sin Romeo. Rose, den uvidende, naive, troskyldige, uerfarne Rose, samtykker i om natten at flygte bort med den ubekendte unge mand for ikke at miste ham. Begges lidenskab vokser næsten til samme højde, overgår næsten elskernes i styrke og heroisme. Hos begge er Amor læremesteren, der i et nu forvandler dem og i et nu lægger år til deres alder. Her gælder det altså i udførelsen om en fuldstændig forvandling hos begge. I denne forvandling ligger hovedopgaven for den skuespillerinde, der skal fremstille dem. I tragedien som i lystspillet ser vi derfor ofte, at skuespillerinderne snart formår at give det første stadium i rollen, men ikke det sidste; snart det sidste, men ikke det første; og dog er disse fremstillinger intet, uden ved forening af begge sider. Rose skal mod slutningen af stykket, lige så lidt som Julie, længer være et barn, men en ung kvinde, der som en blomst har udfoldet sine blade, rede til at sætte frugt. Julie dør på dette toppunkt af sin udvikling; Rose føres til brudeskamlen, ikke længer som en »lille gås«, men som en ung kvinde, der bærer alle muligheder i sig til fremdeles at udvikles ved sin ægteherres side. Derfor gælder det i høj grad i denne rolle, hvad jeg har udviklet om det naive, at det ikke fremtræder som pjat, men som uskyldighed, hvor dybsindet anes at kunne komme frem. Man kan sige, at Moliére har gjort overgangen vanskeligere end Shakespeare, da han egentlig kun har givet Rose en eneste lille scene med elskeren i slutningen af stykket til at vise forvandlingen, men i denne lille scene er det skuespillerindens bestemte opgave at få forvandlingen frem, kan hun ikke dette, er opgaven med Roses rolle kun halvt løst. Det yndige brev fra Rose til elskeren er åbenbart af forfatteren bestemt til at forberede tilskuerne på, at en forvandling er mulig.