Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

En lille enestående, privat glæde havde jeg under opførelsen af dette stykke, så ofte det blev spillet. Det hørte til de store sjældenheder, at jeg i de stykker, hvori jeg spillede, havde en hel akt fri. I »Fruentimmer-skolen« var dette tilfældet; det blev da besluttet, at denne akt skulle benyttes til en lille fest i kulissen. Jeg trakterede med vin og kager, og de øvrige spillende indfandt sig da, så ofte de ikke var på scenen, til min fest. Det usædvanlige heri satte

        

180 os alle i en overgiven stemning; man lo, man spøgte, man ønskede, at akten havde været dobbelt så lang, så fortræffeligt gik denne fest for os. Undertiden blev Heiberg og Collin indbudt til vor kulissefest, hvilket ikke standsede munterheden, men gav den fornyet kraft. Ak! lykkelige tider, hvor et kunstnersamfund står således, at sligt lader sig gøre! Hvad under da, at der kom liv i fremstillingen, når munterheden bragtes ind med fra kulissen, så at indtrædelsen på scenen kun var en fortsættelse heraf. Glade med hverandre må man være for at kunne spille komedie sammen; har splid og tvedragt indfundet sig mellem personalet, da farvel alt sammenspil! Hvor ofte er et lystspil ikke gået fortrinligt over scenen ved den munterhed, som har hersket på prøverne til det? Den enes lystighed sætter den andens i bevægelse, og et sammenspil opnås, som uden denne lystighed havde været en umulighed. Når man derfor undertiden hører den ytring i publikum: »Hvad kommer det os ved, om de kives indbyrdes, når de kun spiller godt,« da er dette en stor fejltagelse; det kommer dem ved, thi de ville lide derunder. Skuespilkunsten er en glad kunst, og er glæden borte, da mangler det sollys, som skal give det hele glans og varme.