Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

[Heibergs stakkels moder havde henved tre år gennemgået store sorger og angster for sin yndling og plejesøn Georg Buntzen. Efter et bal havde han været uforsigtig og pådraget sig en forkølelse, der snart tog den retning at angribe hans bryst. Lægerne rådede til et ophold i det sydlige Frankrig, og med stor opofrelse havde hun sat ham istand til at opholde sig der i henved tre år, uden at en kendelig bedring var at mærke. Ved vinterens begyndelse skulle han nu atter vende hjem, og han kom med et udseende, der gav alt andet end håb om, at det sydlige ophold havde hjulpet. Smuk som han var, forhøjedes hans skønhed ved de blændende farver af hvidt og rødt, ved de klare glimrende øjne, som denne forfærdelige sygdom så ofte fører med sig. Idet han fra sin udenlandsrejse trådte ind til os, var for min part alt håb opgivet om hans helbredelse, så dødsdømt fandt jeg, at det smukke, livlige, begavede menneske så ud. Heiberg, der gerne skød det sørgelige bort, så ikke hans tilstand så mørk som jeg, og hans moder klamrede sig fast til håbet om sin yndlings frelse. Kort tid efter sagde vor huslæge i fortrolighed til Heiberg: »De bør søge om et andet logi til Buntzen; hans sygdom kan trække i langdrag, men håb om hans

        

181 helbredelse er der ikke. Deres moder er af en så ængstelig natur, at hun ikke vil få ro nat eller dag, så længe dette står på, og hun tåler ikke dette. Hosten, der især indfinder sig om natten, vil forstyrre hele huset, også Deres kone trænger til hvile om natten for at kunne udholde sine anstrengelser i teatrets tjeneste. Sørg derfor for et logi ude af huset; hermed er alle bedst tjent, også Buntzen, der vil blive pirrelig og utålmodig over Deres moders urolige omsorg.« Heiberg var inderlig bedrøvet over, hvad han her hørte. Hans trofaste natur opgav aldrig dem, han engang havde sluttet sig til, og Buntzen var jo fra lille barn af opvokset under hans øjne og havde delt ondt og godt med sine kærlige plejeforældre. At den menneskelige slethed og mistroiskhed straks havde udfundet, at Georg måtte være Heibergs egen søn, falder af sig selv, men det var ingenlunde tilfældet, og hans moder har mer end én gang sagt til mig: »Herre Gud, hvor hurtige folk dog er til at tro det værste; den stakkels Ludvig kan virkelig ikke være fader til Georg; thi han var ude af landet i det år, barnet blev til. Men hvem får folk fra en slet tanke, som de i deres lave visdom har udklækket. Ludvig havde sandelig nok imod, da jeg i sin tid tog mig af det lille syge barn og sagde, af sligt kommer kun snak og vrøvl.« Georg Buntzen fik altså et privat logi, hvor han havde al den bekvemmelighed og forsorg, han kunne ønske, og den bedrøvede plejemoder havde kun én tanke, den, at gøre ham alt tilgode, ofte langt over hendes evne. Vi besøgte ham stadigt, og han kørte, så ofte hans tilstand tillod det, ud til os på Søkvæsthuset, og mangen en stille eftermiddag sad den blege, ranke skikkelse ene hos mig i vor dagligstue, fortalte mig om sine rejser og sagde mig så mange venlige ord, som om han søgte at gøre sine ungdoms drengestreger gode igen. På en sådan eftermiddag, da han og jeg sad ene ved kakkelovnsilden, betroede han mig på sin ejendommelige, lystige og livlige måde, at han unægteligt havde tildraget sig sin sygdom efter et bal, hvorpå han havde forelsket sig så stærkt, at da han kom hed og svedt hjem, havde han ikke kunnet modstå at fortsætte sine sværmerier den meste del af natten upåklædt på sofaen i stedet for at gå tilsengs. »Det var ellers godt,« tilføjede han, »at jeg ikke fik denne pige,« og da jeg spurgte, hvorfor han nu syntes dette, sagde han: »Fordi jeg senere ret har set på hendes moder, hvem hun unægteligt ligner utilgiveligt; jeg ser altså på

        

182 moderen, hvad jeg i tiden havde haft at vente af hendes udseende.« Stakkels Georg! Det gik ham, som næsten alle brystsyge, de sørger for en fremtid, de ikke har. I de sidste to måneder kom han ikke mere ud til os; hans tilstand tillod ikke, at han forlod sit værelse på hospitalet, hvorhen han nu var flyttet efter hans egen og lægens ønske. Des oftere besøgte vi ham, og rørende var hans glæde, når Heiberg og jeg aflagde ham besøg. Heibergs moder så dagligt til ham; hun kunne ikke opgive håbet om hans helbredelse, uagtet enhver ellers så, at her intet var at håbe uden en død uden altfor svær en kamp. Når vi de sidste måneder om aftenen sad ene hjemme, og det ringede på døren, da for vi uvilkårligt sammen, thi stiltiende tænkte vi vist alle ét: Mon det er budskab om Georgs død?]