Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

En vinteraften, den 3die marts, sad Heiberg, hans moder, Martensen og jeg i fortrolig samtale. Det ringede, og Georg Buntzens broder, Andreas, [var udenfor og ønskede at tale med Heiberg. Lidt efter kom Heiberg tilbage] og meldte os, at den stakkels Georg, som i den sidste tid havde ligget på Frederiks Hospital, var befriet fra sine lidelser. Som alle ædle naturer modtog Heibergs moder dette sorgens budskab stille; men rørende var det at se den bøjede skikkelse krybe sammen, som om sjælen frøs i hende, og lille, som hun var, blev hun næsten til intet. Hun knugede de sammenfoldede hænder til sit bryst ligesom for at holde sig oprejst; de stille tårer trillede ned ad den gamles kinder, og vi andre kunne ved dette syn lige så lidt holde vore tilbage. Vi havde jo længe været forberedte på, at dette budskab kunne bringes os, hvad øjeblik det skulle være; ak, men hvem er således forberedt på døden, at den ikke alligevel gør sin fulde, overraskende virkning, når visheden kommer. Jeg var meget taknemmelig over, at Martensen netop var hos os i dette øjeblik, og han blev længe hos os den aften; han talte så skønt med sin dybe, mandige røst, talte så menneskeligt og dog tillige så opløftende og belærende, at disse timer havde den mildeste, den mest beroligende indflydelse på os alle. Det er en besynderlig virkning, et sådant dødsbudskab øver på os. Vi havde siddet i højrøstet samtale, da [Heiberg] trådte ind i stuen, og nu efter budskabet lød talen så dæmpet, så sagte, som om man frygtede for, at et eneste af de uskyldige ord skulle blive hørt af andre. Det er det højtidsfulde, det er sjælen, der hvisker 183 inde i os: »Denne vej er også bestemt for dig, dæmp din røst med ærbødighed, så ofte et budskab fra de dødes rige minder dig om dit rette hjem!«