Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Fra dag til dag mærkede jeg mere og mere, i hvilken grad budskabet om Georgs død havde rystet Heibergs stakkels moder. »Gudskelov!« udbrød hun, »jeg har jo endnu eder tilbage; men I kunne undvære mig, for ham var jeg nødvendig, thi fra min hånd modtog han alt.« Alligevel var og blev hendes sorg stille og mild. Den trofaste Martensen besøgte hende i denne tid hyppigt om eftermiddagene i hendes lille stue og talte tålmodigt med hende om det eneste, der nu beskæftigede hendes tanker, livet efter dette. Efter ethvert nyt besøg af ham opstod der atter spørgsmål på spørgsmål, som hun længtes efter at få besvarede af ham. Når jeg undertiden et øjeblik satte mig ind hos dem, sagde hun med sin milde, ydmyge stemme: »Den gode Martensen sidder her og svarer mig så overbærende på alle mine dumme indfald og triste tanker.« Hun var i grunden forandret fra samme time, som dette slag havde ramt hende; fra den aftentime kan man sige, at hendes alderdom begyndte. Livlig, sangvinsk, som hun var af naturen, kunne hun tidligere, selv om et og andet trykkede hendes sind, hurtigt glemme alle tryk og le af hjertens grund, når noget komisk nåede til hende; efter Buntzens død hørte jeg aldrig mere den bekendte hjertelige latter, en iagttagelse, som ofte smertede mig og indgød mig den inderligste medlidenhed med min stakkels veninde. Tidligere kunne hun, når samtalen var livlig imellem os, glemme tiden, så at hun ofte sad med os til ud på natten; efter denne sorg afbrød hun tidligt og gik ind på sine egne værelser, for langsomt at forberede sig til at gå til hvile.