Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Vi kørte først til Helsingør, hvor vi agtede at overnatte - Heiberg havde en egen forkærlighed for Helsingør. Mod aften vandrede vi omkring den skønt beliggende by, betragtede det stolte, alvorlige Kronborg fra alle sider og så med vemod op til de vinduer i slottet, hvor den ulykkelige dronning Caroline Mathildes fængsel havde været. [Her sad hun, den arme kvinde; her rev de hendes barn fra hende; her havde hun den mærkelige anelse, der sagde hende time og klokkeslættet, da den mands hoved faldt for bøddeløksen, til hvem den ulykkelige tyede med sit unge, varme, elskovssyge hjerte! Stakkels Mathilde! Og dog! hvormange kvinder kender ikke og vil fremdeles kende dine savn, dine lidelser! Men de er ikke dronninger, deres brøde hører ikke offentligheden til, og deres straf bor kun i deres eget bryst. Hvilken straf er den største, din eller deres, de mange ubekendtes? Jeg mener, de sidstes 186 stes kan vel måle sig med din. Knuses de ikke med et slag, som du, så er straffen så meget frygteligere, som den er langsommere og ofte gnaver livstråden over så sikkert, som urets perpendikel punkt for punkt fører viseren hen til den fulde times slag. Hvor mildt og medynksfuldt dømmes ikke ofte en sådan kvinde, når hun rammes af lovens arm, og hvor skånselsløst forinden, medens man ser brøden uden at være sikker på, at straffen vil ramme. Dette gentager sig og vil gentage sig, så længe moralen i livet og moralen i poesien afviger fra hinanden. Er straffen indtrådt, da går personen over i poesien og da dømmes efter en anden målestok, da siger de fleste: den stakkels kvinde! Forinden hedder det for de fleste: den afskyelige kvinde! Det rigtige ville dog være, om man på det ene som på det andet stadium sagde: den ulykkelige kvinde, som har ladet sig forlede til at gå brødens vej!]