Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Heiberg havde et arbejde, som han i denne stilhed på landet ret glædede sig over at kunne hengive sig til, og jeg kunne ikke længere modstå min lyst til af mine natlige sange at sammensætte et lille dramatisk arbejde, en slags vaudeville, som jeg ville kalde »En søndag på Amager«. Jeg havde bedt Heiberg så længe om tilladelse hertil, at han endelig gav sit samtykke, idet han sagde: »Ja, så skriv da; så får vi se, når det er færdigt, om det kan bruges.« Jeg havde besluttet, at scenen i min vaudeville skulle lægges ude i kroen på Amager, og at Kongelunden - en plantage, af hvis tilblivelse Collin havde fortjenesten, hvorfor hans hjerte også hang ved den begyndende skov - skulle spille en slags rolle i stykket og derved blive bekendt for mangfoldige, der ikke anede, at en sådan lund eksisterede. Jeg forudså, i hvilken grad dette ville glæde Collin. Jeg gik til dette mit arbejde, ikke med hjertebanken, ikke med spor af noget, der blot lignede forfattervigtighed, jeg gik dertil som til en leg, som til en dans, hvor musikken lokker os leende og sjæleglade ud på gulvet. Jeg begyndte altså her i Hellebæk på at nedskrive på papiret i sammenhæng, hvad så længe havde spøgt i min hjerne. Når Heiberg gik igennem stuen og så mig sidde her skrivende foran min store markbuket, da lo han ad mig, og jeg lo med og sagde i kåd overgivenhed: »Ja, ja, du skal nok se, at dette bliver en mageløs vaudeville, der vil gøre uhyre lykke.« Jeg skrev på min vaudeville, med samme glæde som en ung pige syr på sin balstads, forvisset om, at den nok vil klæde hende.