↩ Også havde jeg nye roller med til indstudering, vigtige opgaver for næste sæson, som, idet de i høj grad interesserede mig, tillige krævede stor anstrengelse. Det var især to af disse, der af og til forstyrrede min nattero, idet jeg ikke kunne slippe dem af tanke, når jeg om dagen havde beskæftiget mig med dem. Den ene af disse var Hertz's »Ninon«, den anden Shakespeares »Viola«. »Viola« var bearbejdet af den mig inderligt hengivne, rare frøken Sille Beyer, hvis beskedne, fordringsløse væsen skaffede hende venner blandt alle dem, hun kom i berøring med; dette stykke var det første af de Shakespeareske lystspil, der skulle vandre over vor scene for om muligt at bane vejen for flere af samme slags. Det lå derfor både hende og mig overordentligt på hjerte, at dette forsøg skulle finde indgang hos publikum; men vi indså begge, at disse 192 lystspil var så forskellige fra dem, vort publikum hidtil havde skænket sit bifald, at udfaldet var højst problematisk. Imidlertid lærte jeg ved indstuderingen mere og mere at elske min yndige Viola, og jeg glædede mig usigeligt til at skulle fremstille det henrivende, graciøse billede. Det var besluttet, at stykket skulle opføres første gang i anledning af kong Christian den Ottendes fødselsdag den 18de september. - Den anden rolle, der fængslede mig og til dels foruroligede mig, var Hertz's »Ninon«. Hertz havde her skrevet en hovedrolle for mig, der allerede ved det omfang, han havde givet den, fordrede en ualmindelig anstrengelse, endog blot som en hukommelsessag. Ninon er vist en af repertoirets største roller. Denne ene rolle er lige så stor som mangt et to-akts lystspil. Hvis nu denne masse ikke alene skulle læres, men nuanceres i alle sine uendelige bøjninger og stemninger, da udkrævede den tilvisse en skuespillerindes hele åndelige anstrengelse, og havde ikke den glimrende diktion her hjulpet og båret kræfterne oppe, da havde der vel været anledning til at segne under arbejdet. Men ligesom en fortrinlig musik først ret griber os, når vi ligesom kan hver node udenad, således går det også med en fortrinlig dialog, den bliver ligesom musik i vore øren, og vi elsker den højere og højere, jo mere vi tilegner os den i dens fineste afskygninger og modulationer, så at vi ikke nænner, at den mindste nuance går tabt. Jo mere jeg fordybede mig i dette kolossale arbejde, jo kærere blev det mig, så at tilsidst arbejdet forsvandt, og kun glæden blev tilbage. Dialogen i Hertz's »Ninon« er utvivlsomt den reneste og fuldendteste, vor dramatiske litteratur har at fremvise; men for at underskrive denne dom må man - det vil jeg være ubeskeden nok til at sige - kende den i samme grad, som den er kendt af mig, thi det forslår ikke at løbe den igennem på mange læseres vis. Rytmen i de fortrinlige vers må klinge i øret som bekendte toner, der først kommer til deres ret ved atter og atter at gentages, thi her er en finhed i nuanceringen, som selv en god læser ikke straks formår fuldstændigt at gribe.