Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg havde altså, som man ser, god brug for de uger, jeg skulle tilbringe her i landlig ensomhed, så det kom mig ret tilpas at være fritaget for de forretninger, som en husmoder har i sit hjem; og dog ville skæbnen, at jeg selv her om end i mindre grad skulle gøre nytte under dette mit Hellebæksophold. Kromadammen, det

        

193 mærkeligt uvidende menneske, havde ikke begreb om madlavning; heraf fulgte, at hun hver formiddag kom til mig og sagde: »Ak, lille frue, hvad skal jeg dog give Dem at spise til middag?« Og nu måtte jeg ikke alene foreslå hende noget af, hvad stedet tilbød, men måtte punkt for punkt lære hende, hvorledes maden skulle tillaves. Når jeg nu ytrede min forundring over, at hun kunne være kromadam uden at have noget begreb herom, sagde hun: »Ak, min rare, lille frue, her kommer jo ikke et menneske imellem år og dag, kun bønder sidder i skænkestuen og drikker til langt ud på natten, og det sørger fader for; jeg spinder og passer kreaturerne og har aldrig lært sligt.« Vi kom imidlertid fortræffeligt ud af det sammen, og hun var temmelig hurtig i sin opfattelse af den skønne kogekunst; men overordentlig komisk var hendes idelige venden tilbage til mig for at hente råd snart i et, snart i et andet, og ikke alene hvad der angik os, men hvad der var påfærde i det øvrige hus. Et af de få besøg, vi modtog her i Hellebæk, var af vor gamle ven Collin. Da han til vor glæde kom ind ad døren, sagde han til mig: »Ja, her er jeg, min bedste Hanne, og nu spørger jeg dig ligefrem: ville det genere dig, om jeg blev her til middag hos eder?« Jeg sagde, at han var hjertelig velkommen, hvis han ville tage tiltakke med, hvad huset formåede. Hurtigt aftalte jeg med madammen, hvad vi kunne beværte vor ven med, og tyede især til vor hovedhjælp, fisk, som man naturligvis fik fortræffelig i denne egn. Medens Heiberg, Collin og jeg nu sad i vor lille stue, stak kromadammen i et væk hovedet ind ad døren og vinkede mig ud. Dette bemærkede Collin, og han sagde: »Jeg er dog vist kommet til megen ulejlighed og besvær, det mærker jeg nok på den stakkels krokone.« Jeg brast i latter og sagde: »Tro for alting ikke, at det er forberedelser til vor middagsmad, som gør, at jeg ideligt bliver kaldt ud; nej, det er ganske andre begivenheder; der er nemlig mod al sædvane kommet fremmede gæster, der vil have noget at spise, og nu kommer hun til mig for at finde trøst og råd i sin store forlegenhed. Det, hvorfor hun nu sidst kaldte mig ud, var, om det gik an at sætte kogte æg på bordet. Ja, jeg er virkelig med ét blevet kromadam og har meget travlt med at holde kroens renommé oppe.« Nu var Collin orienteret, og næste gang der blev vinket ad mig i døren, gav det anledning til spøg og latter af os alle tre. Collin tog afsked med os om aftenen, idet han sagde: »Hvor har

        

194 det dog glædet mig at være hos eder på denne dag, hvor har vi haft det fortræffeligt! Vogt eder, at jeg ikke gentager dette besøg, der i høj grad har oplivet mig.« Med oprigtige ønsker om hans genkomst tog vi afsked med den milde, kærlige, opofrende mand; han trykkede vore hænder med en hjertelighed, som det kun stod i fås magt at vise med det udtryk af sandhed og inderlighed. Idet jeg så mange år efter nedskriver disse linier, står den elskelige skikkelse så levende for mig, at jeg af hjertet udbryder: Gud glæde ham i sit paradis!