Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det hørte nu til mine største lyksaligheder under disse landlige ophold tidligt om morgenen at vandre ene ude på opdagelser i de mig fremmede egne og således lidt efter lidt leve mig ind i egnens skønhed og særegne karakter. Og hvilken nydelse at vandre her i denne vidunderlig dejlige egn! Hvis der noget sted på jorden findes dryader, da må det være i Hellebæks lyse, pragtfulde skove. Hvis der nogetsteds findes nereider, da må det være i indsøerne ved Hellebæk, som de slyngede sig hen imellem trægrupperne. Hvis der nogetsteds findes en kildenymfe, da må hun søges ved de klare kilder, som her vælder frem af jorden. Jeg gik her i et fuldstændigt sværmeri over denne egns henrivende skønhed. Der var således et sted, hvor indsøen slyngede sig, så den tabte sig i det fjerne. Hvorledes jeg end bar mig ad, kunne jeg aldrig komme til at se, hvor den endte, og jeg udfandt lidt efter lidt, at bag 195 denne sø lå alfernes slot, som jeg forgæves anstrengte mig for at nå hen til. Lykkelige år, hvor naturen griber os med en sådan styrke! Jeg vandrede nu hver morgen på kryds og tværs i fuldstændig ensomhed, thi det er bogstavelig sandhed, at jeg i de seks lykkelige uger, jeg tilbragte her, ikke mødte et velklædt menneske i disse skove. Hist og her var nogle køer tøjrede, og disse blev så forundrede over mit komme, at de med et mærkeligt nysgerrigt udtryk i de store, døsigt gloende øjne vendte hovedet om efter mig, som om de ville sige: »Hvad mon det er for en?« Men just denne ensomhed behagede mig. Jeg nød ligesom det at være tavs, fri for talen, og lade duften af græs og blomster strømme ind på mig. På disse mine ensomme vandringer tiltrak et bondehus, en ussel hyttes indvånere mig med uimodståelig magt. Jeg ville kende de mennesker, hvis liv gik hen bag disse vægge, kende deres glæder, kende deres smerter, håbende, at en lille gave af mig kunne bringe lidt forandring, lidt sollys ind i den tarvelige bolig, og med sandhed kan jeg sige, at min taknemmelighed var stor, når forsynet undte mig den glæde at bidrage lidt til deres lykke.