Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

En morgen havde jeg vandret længere om end sædvanligt; jeg havde fordybet mig i en af skovene og var ved enden af denne kommet ud til en af de brede åer, der blødt og yndigt slynger sig langs med skovene. Endelig standsede jeg ved en granskov, der så mørk og højtidelig ud, som granskove jo gerne gør; de nøgne stammer tabte sig, den ene bag den anden, i et perspektiv, der har noget uendeligt ved sig, idet man på én gang ser så langt igennem den og dog ikke formår at se enden på den. Det rødlige tæppe af nedfaldne nåle bidrager til, at det oplivende, friske i naturen her ikke findes. Man har ofte sammenlignet sådanne skove med en kirke; jeg vil hellere sammenligne dem med en klosterhvælving, hvor pillerne står i rader ved siden af hinanden. Vel bliver man højtidelig stemt i en sådan skov; men det er ikke kirkens højtidelighed, det er klosterets. Stemningen er ikke lys, opløftende, men tung og knugende, som om man skulle vogte sig og være på sin post i påkommende tilfælde. Med disse følelser gik jeg igennem hin skov, ikke fri for en ængstelig hjertebanken, og jeg tænkte: du vover dig også for vidt på disse ensomme steder! Vende om havde jeg dog ikke lyst til, især da jeg syntes at øjne en lysning, der spåede, at jeg snart måtte komme ud af skoven, og så ønskede

        

196 jeg dog nok at vide, hvad der da ville vise sig; jeg tog altså mod til mig og gik videre. Omsider nåede jeg ud og stod nu pludseligt ved en lille hytte, der lå ved en af de bugtede indsøer. Omkring hytten var et stakit, der indesluttede en temmelig stor køkkenhave. Jeg gik lige hen til dette, så ind i haven og blev da en ualmindelig høj, gammel kvindeskikkelse vaer; hun støttede sig på en krykke under den ene arm og gravede i jorden med en spade i den anden hånd; med stort besvær stak hun spaden i jorden og søgte, som det lod, efter kartofler. Hun vendte ryggen til den side, hvor jeg stod, så jeg ikke kunne se hendes ansigt. Jeg tænkte straks: denne kone må jeg tale med. Bøjende mig over stakittet råbte jeg med lydelig røst: »Goddag! vil De ikke sige mig besked om vejen til kroen i Hellebæk?« Hun drejede sig nu om efter lyden, og idet hun så en velklædt dame, sagde hun med en ualmindelig kraftig røst: »Herre Gud, hvor kommer De herhen?« Hun humpede nu hen til mig og gav mig en kort besked om vejen. »Hvad fejler Deres ben?« spurgte jeg. Og nu brast hun til min forundring i en så heftig og lidenskabelig gråd, at hun formeligt forskrækkede mig. »Luk op og lad mig komme ind til Dem,« sagde jeg; hun adlød. »Kan jeg ikke få lov at komme ind i Deres hus,« vedblev jeg, »jeg har gået langt og trænger til at sidde ned.« - »Jo, det ved Gud, De kan,« svarede hun, »hvis De vil træde ind i min usle hytte til mig elendige menneske!« Jeg gik nu ind i hytten; hun fulgte grædende efter. Derinde så ganske pænt og renligt ud. Det var et lille, firkantet rum med et vindue til begge sider, et ud til haven, et andet til søen på den modsatte side. Ved dette sidste stod mod væggen en meget stor dragkiste med nogle dybe skuffer, der var til at trække ud med messingringe. Ved vinduet ud til haven stod på den ene side en gammeldags topseng, fyldt med dyner næsten op til loftet, på den anden side af vinduet en slagbænk af træ, ved vinduet selv et lille bord, en gammel læderlænestol og en spinderok. Midt i stuen ved siden af slagbænken en meget stor, fremspringende, gammeldags, firkantet kakkelovn. Bag denne stue et lille køkken, hvor alt stod i den bedste orden.