Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg var Vor Herre usigelig taknemmelig over, at han havde ført mig ind i denne hytte, thi under alle omstændigheder kunne jeg dog bringe lidt sollys ind her til den gamle, smertefulde kvinde. Jeg var glad og let om hjertet, og vejen hjemad gik hurtigt og let, idet jeg faldt i betragtning over menneskenes ulige kår. I fem år havde dette menneske siddet her ensom i smerte, ønskende et lille lægemiddel til at lindre den med, uden at dette ønske var opnået! Hvor sørgeligt! Hvor forfærdeligt! Jeg havde desværre ikke nogen tro til lægemidlet, men hun skulle dog have det; troen flytter bjerge. Som når et dagværk heldigt er fuldbragt, så let og glad trådte jeg ind i vor kro, hvor Heiberg utålmodig og ængstelig ventede på mig, medens Valter gav hals og hylede af glæde over mit komme. »Hvor bliver du dog af?« udbrød Heiberg. »Skænd ikke, jeg har haft et besynderligt eventyr, som jeg skal fortælle dig ved kaffen.« Og nu satte vi os til bords og lod vor morgenkaffe smage os fortræffeligt, idet jeg fortalte mit eventyr om Ane i det lille hus ved søen. Heiberg tog stor del i min fortælling og glædede sig ret på mine vegne. Hvor er det dog herligt, når man er sikker på sympati hos sine nærmeste, sikker på de samme anskuelser, de samme følelser i stort og småt.