Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Næste morgen vandrede jeg glad med min oppakning til Ane. I afstand kunne jeg se, at hun stod i det åbne vindue og så hen imod den kant, hvorfra jeg skulle komme; da jeg nu stod udenfor vinduet, nikkede til hende og sagde: »Godmorgen Ane, her er jeg!« da nikkede hun igen så venligt, så fortroligt til mig, åbnede døren og sagde: »Herre Gud, så kom De virkelig!« Jeg spurgte hende nu, om hun havde lidt lunkent vand; det havde hun da. »Så kom nu,« sagde jeg, »og sæt Dem ned, thi først må vi nu omhyggeligt vaske benet rent, forinden salven bliver lagt på det.« Hun satte sig nu i den gamle læderlænestol; knælende på gulvet hjalp jeg hende med afvaskningen. Hun sad stille med en mine som et barn, idet de stille tårer langsomt løb ned ad hendes kinder. Endelig udbrød hun: »Herre Gud, vil De røre ved mig jammerlige skabning!« Jeg tilstår, at det ikke var uden en vis overvindelse, at jeg udførte dette arbejde, men jeg sagde til mig selv: »Skam dig, er hun ikke et menneske som du selv?« Nu blev salven smurt på linnedet og lagt på, derefter bindet snoet om hele benet fra hælen til knæet. Jeg gik i sørgedragt denne sommer for Georg Buntzen og tog derfor en sort knappenål af min krave for at hæfte bindet fast. Idet jeg fæstede denne nål i bindet, sagde Ane: »Denne nål skal aldrig komme fra mig, så længe som Vor Herre lader mine øjne stå åbne.« Hun havde en egen måde at sige slige ord på, forskellig fra den, fattige folk ellers bruger; de blev sagt med en alvor, jeg kunne næsten sige en højhed i tonen, der aldrig forfejlede sin virkning på mig.