Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Næste morgen aflagde jeg atter Ane et kort besøg, thi vi havde en længere tur for den dag. Hun forsikrede, at hun ikke i fem år havde haft en så rolig søvn som i denne sidste nat. Jeg sagde nu, at hun, inden jeg gik, skulle vise mig, om hun nu forstod selv at vaske benet og lægge ny salve på, samt forbinde det, da dette hver dag måtte gentages. Hun gjorde det alt meget ordentligt, og da jeg nu sagde: »Med vished kan jeg ikke love at komme hver dag; lad mig da se, at De ikke forsømmer at gentage, hvad De i dag har gjort.« Hun lovede det med de ord: »Skulle jeg love D e m noget og ikke holde det, da måtte jeg jo være et skarn.« Da jeg gik, sagde hun: »Jeg har noget til Dem, som jeg vil forære Dem.« Hun hentede nu en lille kurv fuld af rødløg: »Dem skal De have!« Jeg 201 takkede hende, men bad hende selv beholde løgene, da hun jo havde brug for sligt. »Nej,« sagde hun med komisk patos, »disse løg, som jeg selv har plantet og passet, skal De og ingen anden nyde godt af.« Der hjalp intet; jeg måtte bære mine rødløg hjem. Det var ingen videre behagelig belønning at bære disse den temmelig lange vej i heden, men Ane mente det så godt, og jeg måtte føje hende i at modtage gaven. Heiberg lo, da jeg kom hjem og spurgte ham, om han ville købe løg; men kromadammen fik dem.