Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I det fortryllende Hellebæk vandrede jeg i denne uforglemmelige sommer hver morgen, bestandigt opdagende flere og flere skønheder. Den frodige vegetation i de lyse skove, på de grønne marker gjorde, at jeg hver dag kom hjem til kaffen med den skønneste flora af vildtvoksende planter til min store skål på dagligstuebordet, og til en ganske lille, der altid stod på Heibergs skrivebord, sammensat af de smukkeste og sjældneste markblomster. Hans tak for denne lille buket hørte ligesom med til dagens glæde. En genvordighed havde Heiberg i dette vort romantiske logi, den nemlig, at dørene var så lave, at den høje mand ideligt rendte panden mod kanten, når han skulle gå ind og ud ad dem; men selv denne ubehagelighed blev ingen årsag til ærgrelse eller vrantenhed, men kun til latter og lystighed. »Jeg er for fornem,« sagde han spøgende, »til at bo i så lave rum; det har upåtvivleligt været min bestemmelse at bo i paladser; det er derfor krænkende for mig at bo i en sådan hytte, så jeg hele sommeren må gå med buler i panden.« Om aftenen læste Heiberg ofte højt for mig, snart i et, snart i et andet digterværk, medens jeg var flittig ved mit håndarbejde, og efter læsningen var vi ofte i en så livlig samtale, at det var vanskeligt at rive sig løs og gå til hvile på vore hømadrasser. Ofte, når jeg kom hjem fra mine morgenvandringer, lå Heiberg endnu: »Min Gud,« råbte jeg da, »er det muligt, at du kan sove endnu!« - glemmende, at jeg selv den meste del af året fandt det i sin orden på denne tid af dagen at ligge i den dybeste søvn. Er vi selv oppe, da kan vi næsten ikke forstå, at det er muligt, at andre kan ligge og sove.