Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

- »Ikke andet,« sagde jeg, »De skal få en anden af mig, så er jo den sorg slukket.« - »Nej!« råbte hun, »det hjælper til intet; det må være den samme. Jeg har vendt op og ned på hele huset, set efter i alle kroge, i alle gemmer, men forgæves; jeg har sagt til mig selv: nu nålen er borte, følger fruen snart efter.« - »De må ikke være så overtroisk!« sagde jeg. - »Ak!« svarede hun, »det er altsammen det skarnstøj skyld i; længe har det pint og drillet mig, og nu under det mig ikke Dem.« - »Hvem?« spurgte jeg. »De,« svarede hun, »der skyr lyset og søger mørket; så tænker jeg vel, De forstår mig; det er ikke godt at tale meget om det tøj, så bliver de rent gale; men ingen har stjålet min nål, uden de. Jo, jo, jeg kender dem; jeg har haft med dem at bestille; de har altid villet tage det bedste fra mig, og det skarnstøj mærkede nok, at nålen var mig kær. I min ungdom havde jeg mangen en dyst med dem, da jeg var barnepige. Jeg havde et dejligt barn at passe; da havde de travlt, kan fruen tro. Hver nat havde jeg min hyre med at passe på glutten, thi troldtøjet havde ingen rist eller ro, de ville partout have barnet fra mig og lægge deres eget utyske i stedet. Men jeg holdt fast, må De tro, og de måtte fortrække. En gang var det nær gået galt. Jeg havde været silde oppe den foregående aften og sov hårdt. Med et vågner jeg, føler straks i min forskrækkelse efter barnet, thi jeg syntes nok, at noget puslede om i stuen; jeg springer ud af sengen og i befippelsen lod de barnet falde, som jeg tog op midt på gulvet. Men da tænkte jeg, nej nu må her gøres noget, så jeg herefter kan være sikker, og da satte jeg hver aften en stoppenål tværs i sengeomhænget, og så blev der fred.« Forbavset hørte jeg på denne tale, der blev fremsat med en sådan alvor i stemme, blik og miner, en sådan tiltro til sin egen tale, at det uvilkårligt stemte mig til alvor, og i alt fald interesserede det mig en gang at træffe et sådant menneske, så jeg vel vogtede mig for at bringe hende ud af stemning til at fortælle videre. »Tror Ane,« spurgte jeg, »at trolde endnu huserer imellem os?« - »Om de gør,« svarede hun, »jo jeg takker, men de har ikke mere den magt nu som i gamle dage; thi jeg skal sige Dem, nu da kristendommen er kommet i verden, da børnene ordentlig døbes og konfirmeres, så er deres egentlige herredømme forbi; men man ser dog, at de endnu kan drive deres spil. Har De ikke set det lille utyske, som i sommer tripper om her i egnen, og som bor deroppe

        

203 på herregården?« - »Mener De minister Wynns søn?«* spurgte jeg. »Søn,« gentog hun, »han er ikke mere Wynns søn end han er min eller Deres; den smukke, fine kone har ikke født det utyske.« - »Hvis søn er han da?« spurgte jeg. Med en stentorstemme, idet hun rejste sig og stod der i sin fulde højde, råbte hun: »Troldunge, forbyttet,« med en sådan kraft, at det formeligt gøs i mig: »Han har aldrig smagt dåben, det kan De stole på; men den stakkels unge, de har stjålet og nu har imellem sig, han må døje ondt, medens dette utyske her lever med tjener på hver finger i glans og herlighed; thi dette troldtøj kan godt lide, at der bliver gjort stads af deres unger.«