Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg blev mere og mere forundret; jeg havde jo her konen fra »Elverhøj«, lyslevende stående for mig. Hun talte endnu længe og mærkeligt, og når jeg således ene sad med hende i det lille, afsides hus, var det umuligt andet end at smittes af denne overbevisning, der fremtrådte med et så stærkt præg af sandhed. Det var mig næsten ikke muligt at løsrive mig fra hende denne dag, så mærkeligt beåndet forekom hun mig og så ejendommeligt førte hun sin tale. Endelig måtte jeg da tænke på at vende hjem til den stakkels Heiberg, der ventede på sin morgenkaffe; jeg selv havde hverken følt hunger eller tørst, så længe jeg sad overfor Ane og hørte på hendes forunderlige tale. Da jeg sagde hende farvel, spurgte hun, hvad jeg hed: »Herre Gud, jeg ved jo ikke en gang Deres navn!« - »Det er jo ligemeget, hvad jeg hedder,« svarede jeg. »Å ja, et navn har ikke så meget at betyde,« sagde hun. Hermed gik jeg, opfyldt af hvad jeg havde hørt, glædende mig til at meddele Heiberg det, når jeg kom hjem. Forinden jeg forlod Ane, havde jeg sagt, at hun ikke måtte vente mig dagen efter, men først den derpå følgende, da vi næste dag tænkte på at køre en tur i omegnen. I løbet af dagen forandrede vi imidlertid vor plan, og næste morgen indfandt jeg mig derfor atter hos Ane. Jeg listede mig igennem haven; jeg ville prøve på at overraske hende, da hun i dag ikke ventede mig, og jeg nød i tanken den glæde, hun ville lægge for dagen ved min ankomst. Da jeg gik forbi vinduet *

204 duet ud til haven, sad den besynderlige høje skikkelse indenfor, ivrigt beskæftiget med at spinde på sin rok. Jeg kunne ikke lade være med at standse lidt for at betragte hendes profil; i samme øjeblik slog hun øjet op, og da hun så mig, rev hun vinduet op og udbrød: »Herre Gud, er De der; det var da ærgerligt, De sagde jo, at jeg først skulle vente Dem i morgen!« Jeg tænkte: Således er det, når man vil overraske! Da jeg kom ind i stuen, sagde jeg: »Nå Ane, jeg er altså ikke velkommen, det var jo slemt.« - »Å,« svarede hun, »jeg havde nu så inderligt glædet mig til, når De kom i morgen, at stå for Dem i min brudedragt. Her skal De se,« vedblev hun, idet hun trak en af de store dragkisteskuffer ud, »her ligger hele stadsen færdig til at tage på; det var da kedeligt!« Jeg blev ret rørt over den gamles indfald og beklagede, at jeg selv havde berøvet mig dette syn. »Hvorledes går det med benet?« spurgte jeg. Med en polisk mine svarede hun: »Bedre og bedre; men endnu skal De ikke se det; først om nogen tid,« tilføjede hun ganske naivt, »skal De have den fornøjelse. Men nu må jeg allerførst fortælle Dem, hvor glad jeg er i dag. Jeg har fundet knappenålen; den havde forputtet sig i min trøje. Nu sidder den på sin gamle plads i bindet, og alt går godt. Dernæst må jeg sige Dem, at jeg nu ved, hvem De er, og hvad De hedder.« - »Ja så, hvad hedder jeg da?« - »De hedder fru Hein og danser inde på komedien.« - »Ja, ja, så ved De jo besked, så vi behøver ikke mere at tale herom,« svarede jeg, ret fornøjet over, at hun dog ingen besked vidste; jeg syntes, at det romantiske i mit skoveventyr ligesom blev mere prosaisk, når således alt var på det rene, og ingen opdagelse mere var at vente. At jeg aldrig så Anes mand på mine besøg hos hende, var i sin orden, thi på denne tid var han jo gået på arbejde, hvilket var mig ret kært; tre er et dårligt tal, når det gælder fortrolige samtaler. Derimod erfarede jeg først i dag, at Ane havde en søn, hvilket hun i samtalens løb kom til at nævne. »Så De har en søn? Kommer han ofte til Dem?« - »Å nej,« svarede hun, idet et smerteligt træk viste sig om hendes mund. »Han passer sit, jeg mit.« - »Men han besøger dog sin moder,« vedblev jeg. »Sin moder,« gentog hun ligesom med bitterhed, »ja, der er mange, som hedder moder, og som dog ikke er det.« Jeg forstod hende ikke, men så, at hun ligesom ikke havde lyst til videre forklaring. »Ja, Ane,« sagde jeg, »nu er det alvor, at jeg ikke kommer

        

205 her i flere dage. Vi rejser i morgen til Nakkehoved og Gilleleje, og jeg ved ikke så lige, når jeg kan komme igen.« Hun rejste sig lidt forskrækket op af stolen, gik hen og tog mig troskyldig i hånden og sagde: »Ja så, men Herre Gud, De kommer dog vel en gang igen? Jeg skal vel ikke sidde dag ud og dag ind og vente på Dem, uden at De kommer? Det er nu, ligesom De hørte mig til,« sagde hun, idet hun så så vemodigt på mig; »ja, bliver De vred, fordi jeg taler sådan til Dem, så beder jeg Dem mange gange om forladelse; jeg er jo et simpelt bondefruentimmer, og jeg ved ikke så lige, hvad der skikker sig.« Rørt over denne simple hjertelighed rakte jeg hende min hånd, som hun kyssede; jeg lovede hende bestemt at komme tilbage. »Farvel,« sagde hun, »en god bøn trænger jo alle til, og et bæst måtte jeg være, om jeg ikke hver aften bad Vor Herre om at holde sin hånd over Dem!« Jeg takkede hende og gik.